Svanestræde i Nykøbing Sjælland ligner på mange måder mange andre mindre gader i en dansk provinsby; lige indtil man træder ind i Dorthe Ziegler Topps gamle fiskerhus, der er fuldt af minder fra både Burma, Indien, Tyrkiet og Indonesien.
Farverne er lyse, møblerne sommerlige og sat sammen med keramik, puder og antikke fund i mange stilarter. − Jeg flytter meget om og finder hele tiden nye sager, jeg synes skal frem i lyset og mixes med mine andre ting. Tekstilerne og farverne spiller en stor rolle, og jeg er ikke til det strømlinede, monokrome univers. For mig handler det om den personlige indretning, hvor jeg blander godt design med rejsefund og fransk vintage, fortæller Dorthe Ziegler Topp.
SE OGSÅ: Nyt liv i den sydfranske jagthytte (link fjernet)
Fra sommerhus til helårsbolig
Dorthe Ziegler Topp og hendes mand Finn boede oprindelig i en lejlighed i Lyngby og havde et sommerhus i Nykøbing Sjælland. De drømte om at gøre deres sommerresidens til helårsbolig og få mere natur og frisk luft. Sommerhuset blev skiftet ud med et lille fiskerhus ved Klint, der både havde bolig og et anneks, som Dorthe Ziegler Topp kunne bruge som butik, hvorfra hun sælger loppefund typisk til sommerhusgæster. Stedet havde præcis dét, parret havde ledt efter, og særligt trælofterne med panelmønster i stuen kunne de ikke stå for. Til gengæld viste huset sig at have nogle defekter, som blev en dyr fornøjelse, da der både skulle lægges nyt tag og laves nye vinduer. – Efter halvandet år i huset begyndte vandet simpelthen at drive ned ad væggene, og vi måtte lave hele konstruktionen om, fortæller Dorthe Ziegler Topp. I dag er huset færdigt med en ny førstesal med god plads til at indrette sig. I øst og vest
Rejserne tager hun på med sin kollega fra interiør- og blomsterbutikkerne De Fire Årstider, hvor Dorthe Ziegler Topp også arbejder, og med sin mand, der deler hendes passion for både kunst og æstetik. − Vi er ret vilde med Portugal i øjeblikket og har allerede købt et par værker med hjem af nogle portugisiske kunstnere. Ellers går turene oftest til Østen. Lande som Indien, Vietnam, Laos, Burma og Thailand kan mærkes i hendes store samling af nips, smukke vaser, æsker og billeder. Ofte bliver hun begejstret for noget, hun bare må have med hjem, men som alligevel ender i butikken inde ved siden af frem for derhjemme. − Jeg vil gerne give de ting, jeg finder, videre. Jeg har jo ikke plads til det selv, siger hun. Boliggalleri: Fiskerhus med fine pasteller
Her bor: Dorthe Ziegler Topp, indehaver af butikken Dorthes Brocante i Nykøbing Sjælland og stylist og medindkøber i butikkerne De Fire Årstider i Lyngby og i Charlottenlund. Hendes mand, biolog Finn Topp, og hunden Hermann. Bolig: Fiskerhus fra 1880 på 110 m² i to etager ved Klint i Odsherred. Stil: Nordisk boheme med vintagefund og antikviteter fra fremmede lande.
Kan du lide nips og ønsker at vise fund frem, men er bange for at få et for spraglet udtryk, er det en idé at samle dem i farveorden og give dem lidt ekstra plads og luft, så samlingen ikke kommer til at virke proppet. Samlingen tæller blandt andet keramik fra Bornholm, Arne Bang, Søholm og Marianne Starck. SE OGSÅ: Farve-harmoni i det stråtækte hus (link fjernet)
Rattanstolen er en original udgave af Viggo Boesens stol fra 1950. Puden og vasen er fra Dorthes Brocante, den kinesiske lågkrukke på skabet er et rejsefund, og det hvide marmorbord er fra Knoll.
En lys grå eller sart grøn nuance er en moderne opdatering af det landlige køkken med profilerede låger og rammeudfræsning, som det kaldes, når der er en kant på lågen. Køkkenet er fra Svane. De lysebrune Flowerpot-lamper er af Verner Panton, og krukken er et arvestykke.
Landkøkkener kalder vi samlet stilen fra århundredskiftet, der blandt andet stammer fra 20’ernes klassicisme med færre ornamenteringer, glatte fyldninger og enkle profiler.
Du kan sagtens blande forskellige mønstrede puder, hvis du gør det til et aktivt valg i indretningen og vælger nogle i samme farver. Stolene er Eames-stole fra Vitra. Spisebord fra Campo & Co., vase og spejle er fundet på en rejse, og puderne i sofaen fra Raun er fra Dorthes Brocante.
Blomster kan gøre meget, og trenden lige nu hælder mod vilde grøftekantsbuketter og buketter bygget op af blomster i forskellig højde og drøjde, der giver et tilfældigt og alt andet end harmonisk udtryk.
Giv kant til en pastelfarvet indretning med skæve detaljer som fx et siciliansk Moorish-keramikhoved, som her er fyldt med krydderurter. Rattanmøbler og sarte farver giver straks sommerstemning i soveværelset. Rattanmøblerne er fra De Fire Årstider, og sengetøjet er fra Fabric Copenhagen.
Rejsefund, orientalske detaljer og møbler med et østligt udseende giver stemning på badeværelset, der ellers nemt bliver koldt. Spaprodukterne er fra Meraki.