Min bolig: Lise Freiesleben Hjort

Når Lise Freiesleben Hjort går op af trappen til sit soveværelse på første sal i villaen i Hellerup, bliver hun ofte grebet af taknemmelighed. Det er ikke så svært at forstå, for den højloftede hall, hvor trinnene starter på gulvet og ender i en smal repos, er imponerende og ligger i øvrigt i en villa, de fleste drømmer om, men de færreste ejer. Men det er trappen i sig selv, der fylder Lise med ro og glæde.

– Der er noget ved den trappe, der har draget mig siden den dag, jeg første gang stod her med ejendomsmægleren og med det samme vidste, at det her hus ville være den perfekte ramme om vores familie. Det er smukt og åbent og inviterende, fortæller Lise.

Lise forelskede sig øjeblikkeligt i den svungne trappe i husets hall, da hun første gang så huset sammen med sin mand for i dag 30 år siden. Da parret købte boligen, fulgte lysekronen med, og der har den hængt lige siden. De gamle mahogni-møbler og det herskabelige bornholmerur er arvestykker fra familien.

Dengang havde hun kun kendt sin mand, Claus, i et halvt år, men havde i al hemmelighed allerede planer om, at de sammen skulle have en børneflok på mindst tre – og det krævede plads, hvilket gjorde den 540 kvadratmeter store villa til det oplagte køb. Parret slog til.

Reolsystemet, der rummer familiens mange bøger, er speciallavet til stuen, mens de brede flydesofaer, der indbyder til hygge, er fra italienske Minotti. Det praktiske sofabord på hjul er tegnet til rummet af Lises mand, mens maleriet er købt på auktion.

– Huset har for hvert år, der er gået, fået større og større betydning for mig, fordi det er stedet, jeg har fået mine tre sønner, hygget mig med gode venner og nydt min mands selskab. Vi har haft og har stadig et godt liv her, og det er med til at give rummene sjæl, fortæller hun.

Poolen bliver flittigt brugt allerede fra foråret af. Da IN er på besøg, er den pludselig overtaget af sønnerne og deres venner, der trængte til en dukkert.

Det er da også tydeligt, at huset er hjem for en familie og dens fælles historie. Møbler, der er gået i arv fylder i hallen og stuen, familieportrætter pryder væggene, og i spisetuen er der ikke kun plads til familiens fem medlemmer og Claus’ voksne datter fra et tidligere forhold, men også alle deres venner.

Lises mand Claus lod sig inspirere af en bardisk, da han tegnede spisebordet, som derefter blev bygget til stuen af en lokal snedkermester. Omkring det står en række stofbeklædte stole købt i Ilva, og over bordet hænger Piet Heins klassiske Koglen-lampe, som er et arvestykke. Maleriet er af tv-værten Jarl Friis-Mikkelsen.

– Vores hus er først og fremmest en ramme om en hverdag, der skal fungere, og det har i mange år været en hverdag med knald på, børn ind og ud af huset og altid en ekstra til middag. Forleden kom en af naboerne forbi og spurgte forundret: ‘Er der altid så mange her?’. Og ja, det er her tit!

Derfor er Lise heller ikke tilhænger af design, der er så fint eller dyrt, at det ikke kan holde til en spontan fest eller en fodboldkamp i stuen. Ikke kun fordi det kan blive en dyr fornøjelse i længden, men også fordi det gør noget ved den måde, man tager imod sine gæster.

Hvidkalkede vægge og et gulv med en mosaik af bløde strandsten giver stemning som i en villa ved middelhavet i den lille spisestue, der ligger i direkte forlængelse af køkkenet og med udgang til haven. Træbordet er fra Ilva ligesom stolene, mens bænken er bygget særligt til rummet. Lysestagen er en fransk vintage-model fra københavnske Fil de Fer.

– Møbler skal kunne holde til at blive brugt, og kvalitet koster. Omvendt må det hele ikke være så fint, at man går rundt og passer på og derfor heller ikke følelsesmæssigt oplever, at der er plads til at være ordentligt til stede, slår hun fast.

Parrets soveværelse ligger ud til en bred terrasse med liggestole og plads til at spise morgenmad i solen. Den franske kurvestol er dækket af et hæklet tæppe, og i vinduet dannes et lille og udpræget feminint tableau af blandt andet små keramiske lågkrukker til smykker fra danske Uhlala og Lises yndlingsduft fra Acqua di Parma.

Inden længe er der dog i hvert fald én mindre ved bordet under Koglen-lampen i spisestuen. Lises ældste søn er flyttet hjemmefra, og de to yngste tilbringer mere og mere tid væk fra hjemmet. Men det stiller bare endnu større krav til gæstfriheden, understreger Lise.

Lises sønner driller hende med, at havestuen er som ’et dukkehus’, og den er da også indrettet efter alle kunstens regler med kurvemøbler, draperede gardiner og en smuk, gammel glaslampe. Det er her, Lise uanset årstiden søger ro, når hun skal læse eller fokusere på sit arbejde.

– I den fase af tilværelsen, vi befinder os i nu, betyder det meget, at vores hus vedbliver med at være et familiehjem, også selv om vores familie er ved at tage en anden form med uafhængige børn og en anden hverdag. Det er vigtigt, at vi som forældre gør lidt ekstra ud af at åbne dørene og søger for, at der i bogstaveligste forstand er plads til det liv, vores sønner lever nu. For ellers holder huset jo op med at være et attraktivt sted at være, siger Lise og tilføjer med et smil:

– Men det betyder nok bare, at vi gør, som vi altid har gjort: dækker op til en mere til middag. Så skal de nok komme hjem.

I løbet af parrets 29 år i huset er køkkenet blevet skiftet tre gange, men de aktuelle elementer fra Copenhagen Square Kitchen holder Lise så meget af, at de skal slides helt op, før de bliver erstattet af nye. Det brede kokkekomfur i blankt stål er fra Ilva, mens de mange små skåle med mønster er fra Sukima.

LÆS OGSÅ: Mit private paradis: Bitte Kai Rands sommerhusperle