DIY-projekter

Pink arkivmappe

AF: af Eva-Marie Wilken
31.10.2008
Foto: Martin Sølyst
En arkivmappe behøver ikke være kedelig. Her får du opskriften på en fin og farverig én.

DET SKAL DU BRUGE:
• Brun arkivmappe af pap (fås hos papir- og boghandlere)
• Pink ruskind printet med kobber
• Panokittlim, Allround (Panduro Hobby)
• Pensel, ca. 3 cm bred
• Papir med orientalsk print (Bungalow)
• 1½ m smalt blommefarvet velourbånd (Stof og Stil)

SÅDAN GØR DU:
1. Læg arkivmappen på ruskindet, og sikr dig, at dit print sidder helt lige.
2. Klip skindet til rundt om mappen med cirka 1 cm sømmerum.
3. Kom lim på mappen med penslen, og fordel det på for- og bagside og ved kanterne.
4. Læg skindet på en af siderne, og glat godt ud, så der ikke er luftlommer. Husk, at lukke mappen sammen, inden du går i gang med en ny side.
5. Når hele mappen er beklædt, lægger du sømmerummet ind over kanterne.
6. Kom lim på skindkanten, og buk den forsigtigt ind stykke for stykke.
7. Klip små hak ind i sømrummet ved hjørnerne, før du bukker det om, og limer det fast på indersiden. Så er det nemmere at få ruskindet til at lægge sig pænt omkring hjørnerne.
8. Når alle kanter er bukket ind, skal du lægge papirfor i mappen.
9. Klip papiret efter mappen, blot 1-2 mm mindre.
10. Lim det fast inde i mappen, og husk at glatte ud. Sørg for, at der er et hul frit midt i forkanten af klappen til velourbåndet.
11. Sæt velourbåndet fast med lim imellem papirforet og ruskindet.
12. Slut af med at sno båndet flere gange rundt om arkivmappen.

Sponsoreret indhold