TRIN 1: Klip gammel snor af stolen. Skru håndtagene af den, slib dem, og behandl dem med træolie. Vask hele stolen, og slib løs maling af med fint sandpapir. Mal stellet med lakmaling ad 2 omgange i den farve, du ønsker. Lad stolen tørre godt, inden du begynder at flette.
TRIN 2: Mål stolens bredde, og regn ud, hvor mange meter papirsnøre du skal bruge. Klip snoren i passende længder. Vi har først flettet sædet og derefter ryglænet, så vi har brugt 2 nøgler. Vikl snorene omkring et lille stykke pap eller en pind, da det er umuligt at flette med de store nøgler, papirsnøren kommer i.
TRIN 3: På gamle havestole er der ofte et hul i metalbenet, som du kan fæstne snoren i. Stik snoren ind i hullet, og begynd nu at flette sædet.
TRIN 4: Vikl snoren foran metalstangen, snor den 1 gang rundt om stangen, så den er bag ved stangen. Træk snoren over til modsatte metalstang, og sno den foran stangen og tilbage igen.
TRIN 5: Flet resten af sædet efter samme teknik, hvor snoren lægger sig skiftevis over og under metalstangen i begge sider, så sædet bliver stabilt. Husk at stramme godt til, mens du fletter. Det kræver mange fingerkræfter og skal helst gøres uden pauser. Har du svært ved at stramme nok til, kan du vikle snoren løst på og efterfølgende stramme op oppefra og ned. Fortsæt med at flette, indtil hele sædet er færdig. Fæstn snoren ved at binde den ind under den sidste omgang, og stram godt til, inden du klipper snoren af.
TRIN 6: Flet ryglænet på samme måde. Begynd oppefra, og flet ned langs ryggen. Fæstn snoren, og klip af. Stil din nye havestol på terrassen eller i et hjørne af haven eller altanen.
TIP: Papirsnor fås både naturfarvet og i sort. Maler du stellet mørkt, kan du overveje at bruge den sorte snor, som passer godt i stilen.