Små butikker og restauranter tegner sammen med beplantede gader og bygninger, der har overlevet to verdenskrige, billedet af Friedenau-kvarteret i Berlin.
De perfekte rammer for interiørdesigner Malou Haberla og hendes sammenbragte familie, som ved første fremvisning blev overvældet af deres kommende lejligheds størrelse.
– Den udstrålede en rummelighed, der gjorde, at vi med det samme vidste, at den levede op til vores behov, fortæller Malou Haberla.
Før den sammenbragte familie flyttede ind i den store lejlighed i den gamle bygning, blev de kraftigt lakerede egetræsgulve slebet og olieret, og gang og soveværelse blev beklædt med mørkebrune sisaltæpper.
Det passede bedre til den stemning, Malou Haberla og hendes kæreste ønskede i deres bolig.
– Vi ønskede at skabe et elegant byhjem med en stilfuld og hyggelig atmosfære med en snert af boheme. Det har vi gjort ved hovedsageligt at bruge intense, mørke farver, der virkelig komplimenterer vores interiør. Det ser kedeligt ud med en beige sofa mod en hvid væg, men stiller man den foran en mørkebrun væg, ser det elegant ud, mener Malou Haberla.
Indretningsdesigneren er ikke bange for at gå over grænsen, når det kommer til at mixe stilarter og udvælge materialer og farver – heller ikke når det kommer til hendes eget hjem.
– Jeg holder virkelig af design og smukke ting, ligesom jeg elsker at eksperimentere med farver, fortæller Malou Haberla. Hendes evne til at eksperimentere og kombinere farver er i høj grad blevet brugt i lejligheden, der fremstår som et moodboard af farver, der understreger lejlighedens arkitektoniske detaljer og rummelighed.
– Min stil er klassisk nutidig – 'Det nye Berlin'-stilen, som jeg plejer at kalde den. Berlin omfavner strømninger fra hele verden og er både provokativ, uartig og sexet. Det giver byen både power og elegance, og det prøver jeg at oversætte i min indretning, siger Malou Haberla. Men det er ikke nok, at byen og lejligheden passer sammen, hvis man spørger Malou Haberla. Det er nemlig vigtigt for hende, at lejligheden også afspejler hende og resten af familien.
SE OGSÅ: Slægtsbolig i Paris
Her bor: Indretningsdesigneren Malou Haberla og hendes kæreste med deres fire sammenbragte børn.
Bolig: Lejlighed på 173 m² i Friedenau-kvarteret i Berlin.
Stil: Farverig herskabslejlighed med boheme-præg.
En mørkebrun væg fungerer som en elegant kontrast til lyse møbler, der på den måde kommer i fokus. Sofaen er designet af Rodolfi Dordoni for Minotti, og sofabordet er designet af Isamu Noguchi. Bordlampen er fra Porta Romana, og billedet over sofaen er af Werner Pawlok.
Farvede vægge giver mere dybde end klassiske hvide vægge. Lejlighedens vægge og lofter er malet med farver fra Farrow & Ball, little greene og les couleurs fra Le Corbusier.
Lænestolen og træskamlen bag sofabordet er designet af Ray og Charles Eames og er begge i produktion hos Vitra.
Bland moderne møbler og møbelklassikere med antikviteter, hvis du vil opnå et afslappet boheme-udtryk. Maolu Haberla finder især sine antikviteter på markeder i byerne Metz i Frankrig og Tongeren i Belgien.
SE OGSÅ: I oldefar Lassens fodspor
Skab stemning i stuen med en barvogn, der også kan bruges til andet end våde varer. Lignende barvogn kan findes hos Nordal. Den blå sofa er fra Cramer Möbel + Design, og standerlampen er fra Baltensweiler. Sofabordet er vintage fra 1960'erne, og bambusstolen er fra Flamant.
SE OGSÅ: Adam Aamanns private villa
18 procent af Berlins 3,6 millioner indbyggere er udlændinge. Det giver en sammensat by med en energi, der inspirerer Malou Haberla i hendes indretning. Det grå plankegulv er malet med farven down pipe fra Farrow & Ball.
Hvide fliser kan sagtens peppes op med vilkårligt placerede fliser i andre farver indimellem – også hvis du ikke er til disko-looket med guldfliser.
Blå er god til væggene i soveværelset, fordi farven efter sigende stimulerer hjernen til at falde til ro. Skabet er en antikvitet, og loftlampen er fra Marokko.
Prøv at male vinduesrammen i samme farve som væggen. Det giver et sammenhængende og roligt udtryk.
Vil du se på flere farverige hjem? Så se Camilla og Julius' stilfulde hjem i hjertet af København.