Stueplanter

Avocadotræ: Sådan dyrker du dit eget

AF: af Sigrid Glavind
21.04.2022
Foto: Shutterstock
Vil du også dyrke dit eget avocadotræ? Så let er det at få avocadosten til at spire. Vi har samlet 7 trin som giver størst succes med at dyrke en avocadoplante i vindueskarmen.

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

Vil du dyrke din egen avocadoplante? Sådan forvandler du sten til stueplante. En avocadosten, et glas vand og tre tandstikker. Mere behøver du faktisk ikke for at dyrke dit eget avocadotræ i vindueskarmen. Med disse få trin, kan du forvandle en avocadosten til en smuk plante.

Avocadoplante: Planten du ikke kan købe dig til

Skulle du få tanken, at du gerne vil købe et avocadotræ, skal du lede længe. Du kan nemlig slet ikke købe et avocadotræ i Danmark. Men det gør det endnu sjovere at dyrke sit eget unikke avocadotræ. Så husk, at næste gang du spiser en avocado, har du allerede ingrediensen til et hyggeligt DIY-projekt.

Avocadoplanter kræver tålmodighed

På de sociale medier er der næsten gået sport i at dyrke avocadotræer selv, men det er langt fra alle, som ender med et flot avocadotræ. For at det skal blive en succes, er der en række ting du bør vide inden du kaster dig ud i projektet.

Avocadoen har sit naturlige habitat i bl.a. det sydlige og centrale Mexico og Mellemamerika, hvor det kan blive op mod 30 meter højt og give avocadoer og få yndige blomster. Du skal nok hverken regne med at få et flere meter højt avocadotræ, frugter eller blomster fra din hjemmedyrkning. Men med masser af sollys i vindueskarmen og en god mængde tålmodighed, kan du sagtens få stenen til at spire og ende ud med dit eget lille avocadotræ.

Hvis du passer på din plante, kan du efter et par år have et træ på cirka 50 cm, og hvis det får de rigtige vækstbetingelser, kan avocadotræet blive op til fire meter højt i det danske klima.

Tip: Dyrk din avocadoplante i foråret eller sommeren, hvor der er størst chance for sol. Det gør det lettere at få stenen til at spire og vokse.

Trin for trin: Sådan dyrker du et avocadotræ

  1. Spis en avocado og gem stenen.
  2. Pil forsigtigt det yderste brune lag fra avokadostenen, uden at give stenen for for mange skrammer.
  3. Placer tre tandstikker et par millimeter ind i stenen. Sæt tandstikkerne der hvor avocadoen ikke har riller eller fordybninger, for her åbner stenen sig, når den begynder at spire.
  4. Fyld et gennemsigtigt glas med vand, og sæt din avocadosten i glasset så tandstikkerne holder den vandkanten. Stenen skal være halvt dækket af vand og vende med den mest runde side ned af. Skift vandet en gang om ugen. (Tip: Du kan også lægge småsten i vandet, som bærer avokadostenen. Sådan kan du have flere sten i gang samtidigt).
  5. Stil glasset med stenen et solrigt sted, gerne i en vindueskarm.
  6. Væbn dig med tålmodighed! Avokadostenen slår rødder i løbet af 3-4 uger.
  7. Efter yderligere 3-4 uger begynder den at spire. Når spiren har vokset sig cirka 15 cm høj, kan du plante den i en urtepotte med muld og placere den et lunt og solrigt sted. Vand den 2-3 gange om ugen, sådan at jorden altid er en smule fugtig.

Sådan laver du selv avokadoplanter

Sådan passer du din avocadoplante

Hvis du vil skabe bedst mulige betingelser for at få et stort og smukt avokadotræ, skal du vide hvordan du passer avocadoplanten bedst.

Så tit skal du vande

Til forskel fra andre almindelige stueplanter, kræver avokadoplanten mere vand for at blive et træ på sigt. Vand din plante 2-3 om ugen (mere i sommerhalvåret hvor der er større risiko for udtørring), og hjælp også gerne avocadotræet på vej med flydende gødning. Hvis den udtørrer, får planten brune blade, som du skal huske at fjerne.

Lad dit træ solbade

Avokadotræet elsker sol. Jo mere, jo bedre! Hvis det danske vejr viser sig fra sin triste side, skal du bare finde det lyseste sted i dit hjem.

Fjern de øverste blade

Når avokadotræet begynder at få rigtige blade (ikke de helt små, som der spirer frem i begyndelsen), kan du fjerne de øverste blade. Så kan træet få et mere busket udtryk med tiden, i stedet for at blive én lang nøgen stamme. Hvis bladene bliver brune, skal du altid fjerne dem.

Giv avokadotræet plads til at vokse

Hvis træet vokser og rødderne gror ud af bunden i potten, skal du plante træet over i en større potte, så det har plads til at udfolde sig. Du kan sætte en plantepind ved siden af stammen, så får den både støtte, og du kan følge spændt med i hvor meget avocadoplanten vokser.

Sponsoreret indhold