I udkanten af Egedalsskoven i Nationalpark Mols Bjerge, ligger June og Mikael Stevns gamle gårdejendom omgivet af høje bakker og dybe dale. – Vi havde brug for en gård, hvor der var plads til at bygge stalde og have heste. Derfor var Egedal ideel til vores behov. Området omkring Ebeltoft er fantastisk, fordi der er en smuk, kuperet natur med skov, terræn og marker og et spirende, kreativt miljø i byen, fortæller June Stevn. Midt i de nyskabende omgivelser finder hjemmet sin berettigelse, for June Stevn har en kreativ tilgang til det at indrette parrets hjem. Hun foretrækker unikke loppefund, som har en historie. Mikael Stevn derimod indretter sig helst med klassisk design, men i mixet mellem det klassiske og det unikke opstår en kontrast, som gør hjemmet personligt. – Vi er ikke helt enige i vores tilgang til at indrette vores hjem. Jeg trækker mere i den klassiske retning, hvorimod June elsker loppemarkeder og ofte finder finurlige ting på markeder, når vi er ude at rejse, siger Mikael Stevn.
Med respekt for historien
Den 150 år gamle gård var i en meget dårlig forfatning, da June og Mikael overtog den. Men parret har altid haft en fascination for ældre bygninger. De rev det meste ned, og i dag er det kun rumfordelingen, der står tilbage fra dengang, de flyttede ind. – Det var vigtigt for os, at gården efter renoveringen stadig så ud, som om den havde stået sådan i 100 år. Det skulle være et moderne, funktionelt hus, men med personlighed som et gammelt. Derfor er hver loftsbjælke genbrug og nøje udvalgt, og vi har fået speciallavet alle gulvplanker, døre, skabe og skunke, fortæller June Stevn
SE OGSÅ: Villa i Aalborg med japansk tvistBoliggalleri: Idyllisk gårdejendom i Mols Bjerge
Hvem: June Maria Stevn, designer og ejer af virksomheden The June World, Mikael Stevn, berider og ejendomsudvikler, og to hjemmeboende børn. Bolig: Stor landejendom på 280 m² i Mols Bjerge på Djursland. Stil: Klassisk, nordisk stil med et tvist af finurlige genbrugsfund.
Børge Mogensen designede i 1964 Den Spanske Spisebordsstol med egetræsstel og sæde og ryg i sadellæder, og i 2018 relancerede Fredericia Furniture den populære stol som en hyldest til den anerkendte designer. Placér spisepladsen det sted i rummet, hvor der er mest naturligt dagslys, så pladsen virker indbydende.
Kreum er en dansk køkkenvirksomhed, som designer specialtilpassede køkkenelementer. De grønne køkkenlåger ledsages af en bordplade i Jura Grau Blau-kalksten og messingvask og -stænkplade. Brug messing eller andre metaller til at give køkkenet et luksuriøst udtryk.
Jura Grau Blau er en grå kalksten fra Tyskland, som er karakteriseret ved grå vener og unikke fossiler. Naturmaterialer er yndede at bruge i køkkener, fordi de oftest er holdbare og nemme at rengøre. Kombinér forskellige materialer, men hold dig til maximum tre, som går igen flere steder i rummet.
I dagligstuen står en sofa fra Bolia sammen med et sofabord, som Caroline Ek har designet. De to norske lænestole er vintage fra 1950’erne og er fundet i Vatne Møbler. Vil du skabe en personlig stemning i stuen, kan kombinationen mellem klassisk design og loppefund give rummet karakter.
Indretter du flere rum i rummet, kan det være en fordel at holde de forskellige områder i samme nuancer. Her går de blå nuancer igen. Siri Gindesgaard er en dansk kunstmaler, som i sine malerier er inspireret af fortidens streg, men dog med et modernistisk formsprog.
Soveværelset er indrettet helt enkelt i hvid, for her er følelsen af ro helt central. De grå gardiner har June selv designet. Udvælg få farver, og indret soveværelset med grønne planter, der giver liv til enkelheden og godt indeklima.
Hold udtrykket enkelt på badeværelset med store, rå naturfliser på både væg og gulv og klassiske messingarmaturer. Fliserne på badeværelset, som ligger i forlængelse af soveværelset, er fra Aarhus Bad, mens fliser og armaturer er fra Toni.
Normalt flyder Junes atelier med stofprøver, modeller og farveprøver, for det er her de kreative idéer opstår. Pendlen er fra Tom Dixon. Et kulørt tæppe kan give farve til et ellers hvidt indrettet rum, og så kan det nemt skiftes ud, hvis du bliver træt af at kigge på det.
Mere inspiration?
Så se også denne bolig med håndplukket kunst i klassiske rammer