Havregrynskuglerne er en klassiker på kaffebordet, og de smager dejligt, men indeholder desværre en hel del smør og raffineret sukker. Dog kan du sagtens lave dem i en sundere udgave, som smager sødt og syndigt, men kan nydes med god samvittighed! Det bedste af det hele er, at de kan bikses sammen på ingen tid.
Selvom havregrynskuglerne i opskriften her er fyldt med sunde og gode sager, er de velsmagende hapsere ret kalorietætte. De indeholder nemlig ca. 350 kalorier per 100 g. Til sammenligning indeholder almindelige havregynskugler ca. 450 kalorier per 100 g. Til gengæld er de alle kalorierne værd!
Selvom du ikke bryder dig om dadler, skulle du alligevel tage at give havregrynskuglerne her en chance. De smager nemlig sødt og lækkert, og dadlerne er på ingen måde gennemtrængende. Hvis du alligevel gerne vil finde et alternativ til dadler, kan du bytte dem ud med andre tørrede frugter som f.eks. figner eller abrikoser.