Hus

Boliggalleri: Jul hjemme hos Tine K

AF: af Julia Mincarelli. Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad.
29.11.2019
Tine Kjeldsen og Jacob Fossum, ejere af interiørfirmaet Tine K Home har bandlyst skrappe røde nuancer, og i stedet samles familien i et julehjem indrettet med jordfarver, naturlig pynt og få drys glimmer.

Hos Tine Kjeldsen og Jacob Fossum begynder julen allerede i november. Julepynten kommer frem og bliver samlet i mindre grupper, så der kommer overblik over tingene, og så skal farverne på pynten helst stemme overens med de farver, der er i hjemmet i forvejen.

I år er det de beige toner, der dominerer hjemmet på Fyn, der især er indrettet med møbler fra parrets firma Tine K Home.

Når pynten smelter ind

Stilen er en fusion mellem den nordiske enkelhed med lyse farver og rum sat sammen med etniske indslag såsom lamper af rattan, flettede kurve og små metallanterner. Derfor skal julepynten ikke stikke i øjnene, mener parret.

– Julen her skal være julet, men vi skal også kunne holde ud at se på pynten i hele december. Derfor er jylepynt hos os naturen og dens farver flettet ind i vores interiør med lidt grene i vaser og naturlig dekoration, siger Tine Kjeldsen.

Børnene er stadig med

– I julen samles familien om hjemlige og kreative sysler. Vi laver konfekt, bager, pakker gaver ind og bruger især lang tid på vores til og fra-kort.

Selvom børnene er teenagere, synes de stadig, det er hyggeligt at deltage, og hjemmelavet pynt og julesager helt tilbage fra 1. klasse bliver sat frem forskellige steder i hjemmet. Faktisk er nogle af familiens julekreationer havnet som pynt, man kan købe.

– De nye stjerner og juletræer hos Tine K Home sad jeg og børnene selv og bøjede i elefant-ståltråd og gav dem så en omgang lim og glimmer, og nu er de sat i produktion.

Nordisk enkelthed

Ud over en smule glimmer består pynten hovedsageligt af kugler og naturlige elementer såsom lærkegrene, kogler og mos. Tine Kjeldsen kan også godt lide at pynte op med glas, som kaster reflekser i den gamle lægebolig på Fyn.

SE OGSÅ: Jesper Høvrings julehjem

Boliggalleri: Jul hjemme hos Tine K

boliggalleri

Her bor: Tine Kjeldsen og Jacob Fossum, ejere af interiørfirmaet Tine K Home, samt deres børn Klara, 19, Tilde, 17, og Konrad, 13 år.
Bolig: En landejendom fra 1849 på 350 m² på Fyn.
Stil: Nordisk med etniske indslag og vintage holdt i naturfarver og -materialer.

Symmetri og orden er med til at give en varm og ikke mindst overskuelig velkomst, og så er der plads til at pynte op. Hold derfor indgang og entré ryddet, og brug fx kurve til handsker og tørklæder.

julebolig

Et juletræ er smukt i sig selv, og derfor er det ikke altid nødvendigt at overdynge det med pynt. Hold dig i stedet til lys og enkelte kugler, og tilføj flagranker, hvis det skal have et nostalgisk præg. Møbler og boligtilbehør fra Tine K Home.

julehjem

En puf, der kommer af det franske pouf, betød egentlig noget udstoppet eller opblæst, og i dag kender vi også puffen som et lavt, polstret lukket møbel uden sider til at sidde på. Den runde form og lave højde gør den fleksibel i indretningen. Møblerne er fra Tine K Home og væggene er malet i en hvid kalkmaling fra Jotun.

boliggalleri

En enkelt grangren med klokker på eller lidt røde bær i en krukke er nok til at slå juletemaet an.

jule inspiration

De gråbrune og nedtonede farver gør hotelstilen mere jordbunden. Har du f.eks. polstrede spisestuestole, men vil gerne dreje stemningen omkring bordet hen mod slow living-tendensen, kan du forsøge dig med beige vægge, naturmaterialer og en simpel opdækning uden dug. Møblerne er fra Tine K Home og vægmalingen fra Jotun.

boliggalleri

Små glas eller lanterner med levende lys giver et dæmpet og behageligt lys på middagsbordet, der modsat lamper kommer nedefra.

boliggalleri

Ligger din stue, så der er kig til gangen, kan du tage døren af og centrere indretningen, så det ellers ofte døde rum bliver inddraget. Glasskabet er købt i Sverige og malet i farven sense fra Jotun. Sofa, bord og tæppe i gangen er fra Tine K Home.

boliggalleri

Tørrede buketter passer godt ind i nordiske boliger holdt i afdæmpede farver. Du kan købe friske buketter og tørre dem, eller på forhånd gå efter græsser, hortensiablomsterhoveder og andre blomster, der er tørret på forhånd. Klare vaser giver luft til opstillingen.

boliggalleri

Billedvægge kan godt virke kaotiske, men ved at holde både rammer og kunst i det sort-hvide-grå spektrum og hænge rammerne tættere end normalt, bliver det roligere at se på. Tommelfingerreglen er, at centrum i billedvæggen skal være i øjenhøjde. Bordet og rammerne er antikke. Lampe og puf fra Tine K Home.

boliggalleri

Det er et klassisk trick at samle ting i fade og skåle. Husk at afstemme farverne, så helheden bliver enkel og rolig.

SE OGSÅ: Moderne barndoms-jul

Mere inspiration?

Vil du se flere fine julehjem? Så kom indenfor i familien Smiths inspirerende villa.

Sponsoreret indhold