Det var det simple liv og muligheden for at have et grønt pusterum, uberørt af byens travlhed, der lokkede københavner-parret Stine Christa Engel Busk og Henrik Busk på landet.
Resten af året bor de i en lejlighed på Østerbro med deres to piger, Nuka og Savannah, men kan nyde naturen, livet i haven og vandet, når de tilbringer sommerhalvåret i deres feriehus.
– Det var de store træer på den skønne naturgrund og den korte afstand til havet, vi faldt for, da vi så huset for første gang. Sommerhuset er et frirum og afkobling fra en travl hverdag. Vi tager herop for at nyde roen og stilheden og for at tilbringe tid sammen som familie, siger Stine Busk.
Sommerhuset er et bjælkehus opført i klassisk dansk stil med små sprossevinduer. Stedet trængte dog til en kærlig hånd, da familien overtog det for tre år siden. Alle ændringer blev foretaget med øje for at bevare sommerhusstemningen, men i en moderne, renoveret udgave.
Familien valgte at beholde det originale trægulv, men fik revet en væg ned for at skabe et stort, lyst opholdsrum med kombineret køkken, stue og spiseområde. Samtidig fik de lavet nyt, landligt køkken fra Ikea og et enkelt, funktionelt badeværelse.
– Vores smag går på tværs af tidsperioder og stilarter, men vi kan godt lide, at de hvide vægge og lyse trægulve danner en rolig ramme omkring alle vores designobjekter, siger Stine Busk.
Hun har også lagt vægt på en åben planløsning med store vinduespartier, som lukker naturen ind og skaber et samspil mellem ude og inde.
Mange af husets gamle detaljer er bevaret, og sammen med de farvede værker på væggene har familien forsøgt at indrette sig med en uformel stemning i det store opholdsrum, hvor både familie og venner ofte samles.
Vægge og interiør er holdt i sort, hvid, brun og grå og afspejler parrets kærlighed til naturens materialer og farver.
Dertil har Stine Busk forsøgt at finde en balance mellem stringente designermøbler, organiske træmøbler og franske kirkestager.
– Mange af vores ting er samlet over tid og har en sjov historie, som vi kender. Vores stil er på mange måder tilfældig og sammensat af, hvad vi lige falder over, for det vigtigste er autenticitet og atmosfære.
Her bor: Stine Christa Engel Busk, ejer og grundlægger af Munderingskompagniet, og Henrik Busk, designchef hos Bestseller, samt deres to børn, Nuka og Savannah.
Bolig: Sommerhus på 49 m² bygget i 1980’erne på en stor naturgrund i Nordsjælland.
Stil: Nordisk og industrielt med fokus på kunst, loppefund og klassiske møbler.
Det er praktisk med direkte udgang fra køkkenet til terrassen, og med træbrædder kan man gå ind og ud på bare tæer. Er der niveauforskel mellem hus og terrasse, kan en flot sten blive en del af indretningen og give huset karakter.
Det gør ikke noget, at udtrykket bliver lidt tilfældigt, når blot farverne er nedtonede og passer med resten af rummet. Køkkenet er fra Ikea, og de industrielle væglamper er designet af Christian Dell.
Stolene i asketræ er Børge Mogensens Folkestol, mens det runde spisebord er designet af Piet Hein i samarbejde med Bruno Mathsson og Arne Jacobsen for Fritz Hansen. Væglampen er købt i Esthers Garage i Tisvildeleje. På væggen hænger en samling af signerede plakater og originale tegninger af Kvium og Bacon.
Støvede nuancer, kunst og antikviteter giver et nærmest hammershøisk udtryk, der fungerer godt med modernisternes klassiske træmøbler. Lænestolen er Hans J. Wegners CH25, skænken er antik. Stagerne er købt i Frankrig, og madrasserne er fra The Travelling Band. På væggen hænger plakater og originale tegninger af Kvium og Bacon.
Ældre træmøbler klæder et gammelt bjælkehus, og det kan være charmerende og uhøjtideligt at vælge fra forskellige tidsaldre. Hvis du blot holder dig til få møbler, ender det ikke som en antikvitetsbutik. Stolen er fra Rosmosegaard, og kurven er et loppefund.
Hvide vægge, lofter og møbler kan nemt blive meget ferskt og upersonligt. Grå vægge giver derimod lidt varme og er her med til at ramme sengen ind. Det lave natbord er fra Rosmosegaard, bordlampen er designet af Serge Mouille, og sengetøjet er fra Society fra Stilleben.
Gå efter farverige tekstiler og æstetiske sæber, hvis du har et helt simpelt badeværelse, men gerne vil pifte det op. De mønstrede håndklæder er fra Missoni, og sæberne er fra Aesop.
En overdækket terrasse giver mulighed for andre typer møbler og skærmer ud over sol og regn også for blade og pollen. Det gør et udekøkken mere hygiejnisk. Træbord og bænke er fra Rosmosegaard, den antikke lysestage fra Fil de Fer, og de to skåle er fra Kurvemageren i Lyngby.