Familien Frederiksen bor i udlandet, men savnede efter fem år i udlandet en fast base i Danmark. De besluttede derfor at finde et sommerhus i Nordsjælland. Inden købet af sommerhuset boede familien på hotel, når de besøgte Danmark.
– Vi var trætte af hotelovernatninger og følte os ofte lidt rodløse, når vi var hjemme, fortæller Charlotte. Da familien købte sommerhuset, besluttede de sig for at renovere det. Efter tre måneders ombygning stod huset klar til ferier sammen med familie og venner året rundt.
Huset er skabt til at være et rigtigt familiehus, et sted, hvor hele familien til enhver tid kan samles, og der er skabt plads til mange gæster på de 230 m2. Parret håber, at de to døtre, Ellen og Amalie, engang vil overtage det.
Se også: Sensommerstemning på landet
Køkkenet er husets samlingspunktet og ligger i et 100 m2 stort åbent rum sammen med spisestuen. Her går loftet til kip, og masser af naturlige materialer og en huleagtig lille alkove midt i det hele gør rummet hyggeligt, samtidig med at det føles luftigt. Alkoven er hele familiens yndlingsplads. Den er stedet, hvor middagslure nydes, hvor gode bøger læses, og hvor pigerne putter under et tæppe med deres iPads. En rigtig hule i familiehuset.
Stilen i sommerhuset er på én gang nordisk, fransk og en lille smule etnisk. Men farverne er ikke så blandede.
– Farverne i vores sommerhus er nøje udvalgt. Vores køkken er eksempelvis af træ i en støvet olivengrøn nuance, fortæller Charlotte, der også har valgt at have brædder på væggene i værelserne og brædder i loftet i køkken-alrummet, fordi det skaber en hyggelig sommerhusstemning. Lars og Charlotte elsker nemlig, at huset oser af netop sommerhusstemning. Alle skal føle sig godt tilpas og have lyst til at slappe af, når de er her.
Mere inspiration til boligen: Sådan indretter du et smukt soveværelse
Huset er meget alsidigt, da det om sommeren virker let og lyst og om vinteren er varmt og hyggeligt. Familien har allerede prøvet at bo i huset tre uger til jul, og de har haft hele familien på besøg juleaften, hvilket Charlotte synes var en fantastisk oplevelse.
Charlotte og Lars finder oftest inspiration til deres to hjem på rejser og i boligmagasiner. Fx står der etniske skåle af træ og keramik rundtomkring i sommerhuset og signalerer internationalt udsyn i skandinaviske rammer.
Læs også: Sommerhus på gammeldags manér