Da Cecilie Møller Rasmussens bedsteforældre var i 40’erne, købte de en grund i Høve i det nordvestlige Sjælland. Her cyklede de ud om sommeren og kravlede op på den kæmpe sandbanke, der dengang var ubeplantet, for at nyde udsigten over Sejerøbugten. Først nogle år senere byggede de den lille cigarkasse af et sommerhus, som siden har dannet ramme om nogle af Cecilies bedste barndomsminder.
– Min mormor sad altid og røg cerutter og rokkede i gyngestolen, når hun ikke gik ude i haven og ordnede buske og bede. Allerede som 15-årig lovede jeg hende, at jeg ville overtage huset, når de engang blev for gamle til selv at holde det.
Det blev mormoren for nogle år siden, og da Cecilie og hendes mand, Kasper, fik nøglerne til huset i hånden, var glæden blandet med en vis portion ærefrygt. For hvordan skulle de sætte deres personlige, nutidige præg på den lille 1970’er-tidslomme uden at renovere og indrette alle minderne væk?
– Vi rev flere vægge ned og brugte sindssygt mange liter hvid maling og nikotingrunder. Vi var meget i tvivl om, hvor mange af de gamle detaljer vi skulle bevare, men som min mormor sagde: Udsigten er jo den samme uanset.
Alligevel var Cecilie godt nervøs, da mormoren for første gang skulle se huset efter renoveringen.
– Heldigvis kunne hun godt lide det. Og vi har fundet ud af, at det skal være et sted, vi kan være i, så vi kan leve videre her på vores måde i mange år – med respekt for de minder, jeg har herfra, fortæller Cecilie.
LÆS OGSÅ: Sommerhuset er kun 40 m2, men pladsen er udnyttet helt perfekt
Parret har arvet flere danske møbelklassikere, da det overtog huset, og har indrettet sig med tanke på, hvilken designtradition der var dominerende omkring den tid, hvor Cecilies bedsteforældre byggede huset. Men hvor behovet for at viske tavlen ren med hvide vægge var stort, lige da de overtog stedet, er afdæmpede farver nu mere og mere velkomne i det lille sommerhus.
– Indretningsmæssigt står jeg ikke stille ret længe ad gangen, og jeg elsker, hvordan en klat maling eller en ny plakat kan puste liv i stuen. På den måde er jeg meget anderledes end mine bedsteforældre, hvor stort set ingenting ændrede sig i løbet af de mange år, de havde her i huset.
Møblerne og interiøret, som Cecilie og Kasper har valgt, gør huset anvendeligt i januar såvel som juli. Og det er helt bevidst, for familien tilbringer nemlig langt de fleste af deres weekender der hele året rundt.
– Det skal være let at bevæge sig mellem stuen og uderummet, men på den anden side skal det også være et sted, der indbyder til indendørs hygge. Derfor fylder sofaer, store gulvtæpper og de mange lys og lamper stuen og den nye tilbygning ud.
Hvem:
Cecilie Møller Rasmussen på 41 år, der er chefredaktør på Mad & Bolig, manden Kasper Haugaard på 47 år, der arbejder som journalist, og børnene Sofus på 8 år og Mingus på 5 år.
Hvad:
Et sommerhus fra 1972 på 75 m2 ved Sejerø Bugt nær Høve.
Forbind rummets interiør ved at lade en farve eller to gå igen. Selv om materialerne varierer, bindes fletlampen fra Gubi, læderstykket på safaristolen, stoffet på H&M-puden i sofaen og billedet på væggen sammen af den orangebrune farve. Sofabordet er fra Mater og gulvtæppet fra Broste Copenhagen.
Wegner-gyngestolen er et arvestykke fra Cecilies mormor. Den har stået i sommerhuset, så længe hun kan huske, og var mormorens faste plads inde i stuen. Siden er den kommet ud i tilbygningen til stuen, som blev opført for nogle år siden.
I stuen har Cecilie valgt at holde sig til naturfarverne grå, beige, hvid og creme, der både passer til sommer og vinter. Gulvtæppet fra Ikea understreger rummet i rummet. Sofaen er fra Erik Jørgensen, lampen fra Bloomingville, stolen fra Gubi, og bordet er købt brugt.
Er pladsen trang, kan du udnytte de få kvadratmeter med et rundt bord. Her kan du nemt flytte flere stole hen, når der skal sidde gæster med til bords. Bambusbord og -stole er fra Tine K Home, puder fra Juna, kande fra Zara Home, kopper fra Skagerak og vase fra FDB. Tallerkenerne er arvestykker.
Fra en af sommerhusets terrasser kan Sejerø Bugt skimtes i det fjerne - den helt samme udsigt, som Cecilie Møller Rasmussens bedsteforældre nød i de 50 år, de ejede sommerhuset.
Vil du have inspiration til din terrasse? Så find vores allerbedste tips her!
Bind boligens interiør og de arkitektoniske rammer sammen som her, hvor det sorte i vinduesrammerne går igen i spisebordet og lamperne.
Arigato-lamperne fra Grupa, der har referencer til dansk designtradition i 1970'erne, lyser køkkenet op og fungerer som grafiske elementer, der slår stilen an. Kludetæppet og bordpladen af træ giver sommerhuset et uhøjtideligt udtryk. Køkkenet er fra Ikea med knopper fra Villahus.
LÆS OGSÅ: 16 IKEA-køkkener, der ligner en million
Har du ikke meget køkkenplads, kan et vitrineskab hjælpe. Her er det moderniseret med nye knopper i messing, og det er blevet malet indvendigt. Lampen er fra &Tradition, stolene af Wegner er arvet, og lysestagen er fra Menu. Bord og skab er købt brugt.
LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at få et vitrineskab
Designeren Erik Hansen kom i kontakt med Le Klint tilbage i 1950’erne, da han var på udkig efter en skærm til en lampe, han havde designet og produceret. Le Klint viste dog straks interesse for lampen, og han gik derfor i gang med at videreudvikle produktet til det, der i dag er kendt som Sakselampen. Som en harmonika kan den trækkes ud og skubbes ind, alt efter hvor man har brug for lyset. Stolen er fra Gubi, og akvarellerne af Aaju viser udsigten.
Husets originale vinduer med indvendige skodder og bjælkerne i loftet er bevaret, så sommerhusets originale stil stadig træder frem trods den gennemgribende renovering. Sengetøjet er fra Juna, mens lampen er fra Menu.
MERE INSPIRATION? 15 tips til at indrettet dit sommerhus