Da Mathilde Samuelsen og hendes kæreste, Bjørn, satte boligjagten ind, var der ingen tvivl om prioriteringerne. Parret drømte om have, historie og en god placering og fandt det hele i Aarhus N. Her faldt de for et charmerende byhus med originale plankegulve og en kunstnerisk udskåren trappe mellem de tre etager. Men huset var en anelse forsømt, og mange ting skulle ændres.
Især førstesalen har fået den store makeover med etablering af badeværelse, ændret rumfordeling og loft til kip.
− Fra start kunne vi se muligheder i det gamle hus, men vores venner så lidt mere skeptiske ud, når de kom forbi og så til os, og hvordan det stod til. Nu kan de godt se, hvorfor vi dengang slog til, og vi mangler heller ikke meget, før vi er færdige, fortæller Mathilde.
Senest har køkkenet gennemgået en farverig forvandling.
− Køkkenet skal skiftes ud i fremtiden, og vi var begge enige om, at det skulle have en farverig overhaling indtil da. Jeg var selv ude i lyseblå, men Bjørn mente, at det skulle være endnu vildere, nu hvor køkkenet alligevel ikke er her for at blive. Men jeg er vild med kombinationen af stærk grøn og svag rosa og har faktisk ikke længere travlt med at skulle have nyt køkken, siger Mathilde.
Det grønne køkken er ikke det eneste modige farvevalg, parret har taget i huset. Trappen, der forbinder etagerne, er støvgrøn, de hjemmelavede entrémøbler er malet lys lavendel, og så har væggen i stuen for nylig fået en dyb gul tone.
− Farver giver et helt andet liv til rummet. Jeg kan slet ikke forstå, at vi engang kun havde hvide vægge. Vi malede på et tidspunkt en enkelt væg i en farve, og først dér gik det op for os, hvad det gjorde ved hyggen og humøret. Derefter blev vi bare grebet af det, fortæller Mathilde.
Mathildes populære instagramprofil afslører en stor interesse for mode og design.
− Jeg elsker bare farver og de uendelige måder at kombinere print og teksturer. Hvis jeg fra tid til anden ender i en sort kjole, så pifter jeg den op med strømpebukser i print og en masse smykker.
Hendes interesse for mode påvirker også indretningen af byhuset, hvor farver kombineres på kryds og tværs, træsorter mødes, og rå elementer som blottede murstensvægge og et rustikt plankebord forenes med sarte pasteller.
Som selvstændig arbejder Mathilde hjemmefra, og derfor er det vigtigt for hende at skabe rammer for både koncentration, hygge og kreativitet.
− Det er vigtigt for mig, at jeg har ro i mit hjem, og at der er pænt og ryddeligt, så jeg kan koncentrere mig om mit arbejde. Samtidig forsøger vi at skabe en hyggelig og personlig stemning ved at mikse designklassikere med vintagefund.
Hvem?
Mathilde Samuelsen, 33 år, social media-konsulent og influencer på Instagram, @mathildesamuelsen, samt kæresten Bjørn på 36 år, læge. De venter deres første barn og har i forvejen hunden Vilma.
Hvad?
Nyrenoveret byhus på 100 m² i tre plan med have i Aarhus N.
Q&A
Hvad har I på væggene?
Indrammede plakater med værker af Matisse, Vilhelm Lundstrøm, Hans Krull, Kasper Eistrup, Kvium og kunstplakater fra Aros.
Hvad er næste skridt?
I næste omgang står kælderen for skud, og så er planen, at køkkenet skal renoveres. Indtil da har vi sminket det med den mest forfriskende grønne farve.
Skab dybde i rummet ved at omdanne en endevæg til en dekorativ gallerivæg. Spisebordet er hjemmelavet, stolene er Charles Eames.
Maling er en både nem og billig måde at give et gammelt køkken helt nyt liv på. Og skal det alligevel renoveres på sigt, så gå all in ligesom Mathilde Samuelsen, og afprøv en dristig farve, som i dén grad skaber forandring.
Parret har fjernet dørene for at skabe flow mellem stueetagens værelser. I stedet bruges farver på vægge og gulve som overgange.
I entréen står et kabinet , som Bjørn selv har bygget. Det er malet med restfarve fra væggen i soveværelset for at undgå spild og for at styrke den gennemgående farvepalet i huset. Vægspejl fra Ferm Living og tæppe fra Ikea.
En gul væg er det første, der ses fra entréen, for Mathilde vil gerne have, at den glade farve får lov at dominere førstehåndsindtrykket. Mathilde bruger endviderepuder i forskellige farver til at bryde overgangen mellem den gule væg og grønne sofa fra Sofacompany. Sofabordet er vintage, og vasen er fra Studio Hein.
Mathilde har malet trappens gelænder og rammerne på væggen i samme mørkegrønne nuance. På den måde samles rummet med én gennemgående farve. Plakater fra Huus Atelier og loftlampe fra Ikea.
Et stort spejl designet af Gustav Westmann giver fylde til en smal repos på førstesalen.
Det er kunne Mathilde Samuelsens hjem, der er farverigt, og det er svært ikke også at blive forelsket i hendes kulørte tøjsamling.
Hold gulvet frit i soveværelset for at skabe enkelhed og ro. Mathilde har malet og sat nye greb på væghængte sengeborde fra Søstrene Grene. De stribede puder er fra Habiba, og vægtæppet fra BFGF.