I udkanten af Roskilde ligger et hyggeligt lille rækkehus med udsigt til marker og enge. Huset er forholdsvis nyt, til gengæld er hjemmet fyldt med de skønneste gamle ting med masser af patina, historie og sjæl. Her har Carina Kruse boet i seks år sammen med sin lille hund Viola, og for nylig er kæresten Lars også flyttet ind. Herfra driver hun også sin freelancevirksomhed som designer og grafiker.
Mit hjem er min hobby
Lige så langt tilbage Carina kan huske, har hun altid elsket at tegne, male og strikke. Det at udvikle nye ideer er derfor ikke bare et job, men også hendes hobby og store passion. De kreative talenter afspejler sig også i
boligen, som er fyldt med charmerende ting, smukke farvesammensætninger og masser af indbydende detaljer. Forkærligheden for smukke, gamle møbler er dog heller ikke tilfældig, for Carina kommer ud af en rigtig klunserfamilie, som hun selv siger. Forældrene tog ofte på loppemarked, og de var rigtig gode til at finde smukke gamle ting, som andre havde kasseret. Den interesse har Carina taget med sig.
Fra nyt til antikt
I dag er hendes hjem primært indrettet med møbler og ting, som hun har købt på markeder rundtomkring, samt arvestykker fra hendes barndomshjem. Bl.a. har hun fået det store plankespisebord og det mørkbejsede vitrineskab i køkkenet med hjemmefra. Carina har altid været vild med at indrette og mikser gerne nyt og gammelt sammen med forskellige ting fra naturen. Det giver en rigtig hyggelig stemning i hele huset. Men der er da også kommet helt nye møbler i hjemmet, bl.a. de hvide sofaer og det store vitrineskab
i stuen. Men for at skabet kunne passe ind i Carinas moderne countrystil, måtte Ikea-skabet, der oprindeligt var lyst, forvandles fra nyt til "antikt".
- Jeg startede med at grunde skabet med sort træmaling, og derefter malede jeg den støvede blågrønne farve ovenpå. Inden maingen var tør, ridsede jeg med penslen i den nymalede overflade for at give skabet patina og et rustikt look. Desuden har jeg vendt de to skydelåger om for at give plads til nogle fine porcelænshåndtag, som er perfekte i stilen.
Hent inspiration fra møbler med historie
Når man er en rigtig samler med hang til at forelske sig i alverdens ting, kan det være svært at holde orden på det hele. Men Carina har fundet en fin løsning på problemet i form af forskellige kurve til at samle tingene i. Kurvene, der både er i forskellige størrelser og materialer, står rundtomkring i huset og er fyldt med alt fra puder og plaider til blade og strikketøj. Selvom Carina har indrettet huset i sin egen feminine stil, lægger hun vægt på, at der skal være nogle rustikke kontraster. Det får hun bl.a. med rensdyrskind, gevirer og materialer som stål og metal sammen med de offwhite sofaer med bløde pastelfarvede puder og vatterede tæpper. Specielt konsolbordet og de to kakkelborde med stålstel er hun rigtig glad for, fordi de står så flot sammen med de smukke gamle ting og møbler. De rustikke stålrammer har hun selv tegnet og har så fået en smed til at lave dem for hende. Derefter har hun og hendes far i fællesskab lagt kaklerne i bordpladen. Det store dekorative C, som står og troner på stuens rustikke konsolbord, er også en af de ting, som Carina holder meget af.
- Bogstavet stammer oprindelig fra ABC Teatrets facade, hvor det hang i flere år. Det er bare sjovt, når jeg nu hedder Carina med C, siger Carina med et smil.