Lejlighed

Vægge blev væltet, rum byttet rundt: Se, hvordan Malene fik plads til stort køkkenalrum i den lille lejlighed

AF: Af Lene Hardt Andresen. Styling: Mette B. Seerup. Foto: Pia Winther. Redigeret til web.
9.09.2022
De kreative tanker får frit løb i den gamle Frederiksberg-lejlighed. Se resultatet af den kreative planløsning og Malenes sans for genbrugsfund.

Genbrugsgenet er intakt

Dialekten afslører Malene Puls med det samme – hun er nordjyde og en vaskeægte én af slagsen. Hun trækker på å’erne, når hun taler, og så elsker hun en god handel.

– Jeg kan faktisk blive helt høj af det, griner hun.

Derfor sker det også ofte, at hun går på jagt efter guld til billige priser, og et af de bedste fund er en bordlampe fra Heiberg, som Malene fik med hjem for en flad 50’er. Ud over suset ved at gøre et godt køb drages hun af at finde ting, der har et liv bag sig.

– Jeg kan godt lide, at tingene har en historie, og at man kan gå på opdagelse i dem. Mange af mine veninder synes, at jeg har meget nips, men for mig er det bare med til at gøre hjemmet mere spændende.

Nips er der rigtigt nok masser af, og på væggen hænger et lille vitrineskab, som bugner med netop dét. Blandingen af genbrugsfund og hjemmelavede sysler giver noget at gå på opdagelse i, men det er selve skabet, der har den største affektionsværdi for hende, da det er et, hun har arvet af sine bedsteforældre.

På jagt i dødsbo

Malenes bedsteforældre var – præcis ligesom Malene selv – dygtige til at finde slidte møbler og sætte dem i stand. Ud over at arve vitrineskabet har hun også fået interessen for at shoppe genbrugsfund gennem familien.

– Jeg kan huske, at min mormor tog mig med i dødsbo, da jeg var helt lille, fordi det var noget, hun gik op i. Mine forældre går også meget op i det, så det er helt klart en familieting, der er givet videre til mig, siger hun.

Interessen for at købe gammelt og give det nyt liv stopper ikke kun ved møbler og nips.

Tre måneders kaos

For to et halvt år siden købte Malene og kæresten Janus den gamle Frederiksberg-lejlighed, som i den grad trængte til en kærlig hånd, da de flyttede ind.

– På badeværelset var der et indbygget askebæger, og køkkenet var ældgammelt og nikotingult. Det var tydeligt, at der ikke var blevet rørt ved lejligheden meget længe, og det var noget værre noget. Det var virkelig lykken at rive det ned, siger hun.

De første tre måneder af renoveringen husker Malene som kaos, og det var da også et stort projekt. Vægge blev væltet, rum blev rykket rundt, og alle overflader fik en overhaling. Samtidig fik de kreative tanker frit løb, som blandt andet endte ud i bedre opbevaringsmuligheder og glasvæggen, der opdeler soveværelse og kontor.

– Da vi blev færdige med at renovere lejligheden, tænkte vi: “Hvad skal vi så bruge vores weekender på?“, siger hun.

Et godt bud kunne være ture til Nordjylland, hvor hun sammen med familien gerne tager omveje for at komme forbi de gode genbrugsbutikker.

Kom indenfor i genbrugshjemmet:

portraet_vitrine_spisebord_barbord

Hvem?

Malene Puls, 31 år og grafisk designer, sammen med kæresten Janus, der arbejder i IT-branchen.

Hvad?

Nyrenoveret lejlighed på 68 m² på Frederiksberg.

spisestue_le-klint_vitrineskab_sofa

Ved at holde væggene i neutrale nuancer giver det plads til små farveeksplosioner rundt omkring i hjemmet, uden at det tager overhånd.

barbord_sidebord_messing_hay-lampe_vitrine

Lavendelfarven går igen flere steder i hjemmet og binder indretningen sammen på kryds og tværs af rum. Her har den sneget sig ind i form af en lampe fra Hay. Barvognen er fra Margit Brandt, og billedet er et loppefund.

le-klint_pendel_rundt-bord_spisebord_spisestue_koekken_koekkenalrum

Det runde spisebord fra By Klarskov er praktisk i en lejlighed, hvor pladsen er knap. Pendlen fra Le Klint giver et næsten skulpturelt indslag, og sammen med de arvede stole og vasen fra Broste Copenhagen, har Malene skabt et hyggeligt samlingspunkt i hjemmet.

koekken_blaa-vaeg_veaglamper_kongeblaa_messing-vask

Da køkkenet under renoveringen blev rykket ind i stuen, valgte parret at male væggen i en markant anderledes farve for at skabe illusionen af et rum i rummet. Hylden er fra Vipp og plakaten fra Paper Collective.

stilleben_kande_koekken_detaljer

Keramik i sjove, krøllede former er blevet et populært indspark i indretningen, og heldigvis kan man finde meget i genbrugsbutikkerne. Kanden her er købt i netop sådan én, mens skærebrætterne er fra Stilleben og Skagerak.

stue_laenestol_vintage_genbrug_puder

To små sideborde kan med fordel gøre det ud for et sofabord, hvis du gerne vil have den praktiske funktion, men pladsen er knap. Den grønne sofa er fra Sofacompany, mens både tæppet, rattanskamlen og sidebordet er loppefund.

lampe_lampeskaerm_vintage_gardiner_vindueskarm

Lange gardiner, der går fra gulv til loft, friske blomster og vintagelamper med sjove skærme er en hurtig vej til personlig stemning i hjemmet. Gardinet her er fra Ikea, mens både lampe og skærm er fra Cecilie Rudolph.

Tip: Skift lampeskærmen, og giv den gamle lampe nyt liv. Ud over at være en nem og hurtig genvej til fornyelse er det også en spændende måde at snige farver og mønstre ind i hjemmet.

sovevaerelse_indbyggede-skabe_sengetaeppe

Når man bor i en lille lejlighed, er pladsmangel altid et problem. Ved at indramme sengen med indbyggede skabe fra gulv til loft bliver pladsen udnyttet maksimalt. Tapetet er fra Ferm Living, lampen er fra Ikea, mens viften og sengetæppet er fra Broste Copenhagen.

badevaerelse_gulvtaeppe_toiletskab_haandvask_fliser

Blomster kan bare noget særligt – også på badeværelset, hvor de giver rummet et personligt touch og binder hele hjemmet sammen. Her i en fiskevase fra Flying Tiger Copenhagen. Gulvtæppet er fra H&M Home, og plakaten er designet af Sarah Morisette.

vitrineskab_stel_keramik_vintage_aesker.

Det gamle vitrineskab er en arvegenstand, som Malene har fyldt op med særlige loppefund og hjemmelavede pedariæsker. Citronkrukken, kanden, isspanden og perleblomsterne er alle fundet i genbrugsbutikker, mens kopperne er købt på en ferie.

Sponsoreret indhold