Det er lørdag formiddag. Til aften får du gæster, så boligen skal trimmes. Men hvor er det nu lige, du skal gøre af yogamåtten og computertasken? Virker opbevaringsproblemet velkendt? Så kan det være, at et indbygget skab er løsningen for dig, så hver ting kan få sin helt egen plads. Der findes et hav af valgmuligheder, når det kommer til indbyggede skabe, men hvorfor er det nu lige, de er så smarte?
Et indbygget skab er hammerpraktisk. Det kan rumme alverdens ting og sager, og så er en af de helt store fordele, at du ofte kan sammensætte et skab, der passer præcis til dit behov og det hjem, som du bor i. Det er ikke altid, at praktik og pænt hjem går hånd i hånd, men mulighederne er mange, når skabet kan integreres som en del af rummet, så der er helt sikkert også en løsning, du synes om.
Vi har samlet 15 bud på indbyggede skabe, som du kan blive inspireret af - hvad enten du vil investere i en snedkerløsning, opgradere et IKEA-skab eller give dit eksisterende skab en makeover.
Lad et indbygget skab opdele rummet på både pæn og praktisk vis. Her binder den åbne midte i det indbyggede skab ovenikøbet stuen og køkkenet sammen. Foto: Peter Kragballe.
Et skab kan sagtens bygges ind i væggen, så det faktisk erstatter tapet, træ eller mursten. På den måde bliver skabene integreret i rummet, og det gør, at det indbyggede skab ikke tager for meget fokus eller plads. Foto: Gitte Stærbo.
Farve gør en masse for et rum og ved at vælge et indbygget skab i f.eks. en klar blå som her, bliver rummet nemt frisket op. Foto: Peter Kragballe.
Hvis du står over for en renovation, kan det være en god idé at overveje, om der er nogle gamle elementer, der kan genbruges til f.eks. et indbygget skab som dette, hvor forskellige skabsfronter er sat sammen til et nyt og særligt møbel. Foto: Ditte Capion-Damgaard.
Har du plads, så reservér en hel endevæg til skabe. Udover ekstra opbevaringsplads tilfører det også rummet et roligt og sammenhængende udtryk. Foto: Stine Christiansen.
Skydelåger er et smart valg, hvis pladsen er trang. På den måde behøver du nemlig ikke at tage højde for, at skabslågerne skal kunne åbnes ud i rummet - de kører jo bare på skinner. Foto: Lene Karin Kristiansen.
Skråvægge kan være en udfordring, når man skal indrette sit hjem. Ved at lave indbyggede skabe under skråningen, bliver pladsen udnyttet på en smart måde. Foto: Martin Solyst.
Ved at lave en sokkel i bunden og en lukket top, der begge dele går i ét med selve det indbyggede skab, får du et strømlinet look. Foto: Jens Barslund.
Mange huse har sjove skæve vinkler og finurlige detaljer, og selv om det kan virke som en umulig opgave at få udnyttet detaljerne, er indbyggede skabe, der flugter, en smart og praktisk idé. Foto: Lars Kaslov.
Det er ikke kun en sengeramme eller -gærde, der kan ramme sengen ind. Ved at bygge skabe rundt om sengen bliver soveværelset næsten til en hule, der tilmed er praktisk. Foto: Christina Kayser O.
Indbyggede skabe i hvid op mod hvide vægge kan let blive meget lyst og upersonligt, men ved at vælge greb i en kontrast som f.eks. sort, får rummet en fin detalje, der frisker det op - men uden at skabene stjæler for meget fokus. Foto: Tia Borgsmidt.
Hvis du synes, en hel væg med indbyggede skabe er for meget, kan du med fordel lade en del stå uden skabslåger. På den måde er opbevaringspladsen intakt, men alt er ikke gemt væk, og det giver liv til rummet. Foto: Paul Raeside.
I soveværelset er ro vigtigt, og derfor kan en væg fyldt med indbyggede skabe være en god løsning, fordi det giver mulighed for at gemme alting væk. På den måde er der intet, der forstyrrer, inden natten falder på. Foto: Martin Solyst.
Hvis du ønsker at male det indbyggede skab i en farve, kan du med fordel give væggen, det er bygget ind i, samme farve. Det gør udtrykket ensartet og roligt, selv om der knald på farven. Foto: Martin Dyrløv.
Når der er højt til loftet, kan man nemt bygge sit indbyggede skab op i højden. Det gør, at man får opbevaringspladsen, samtidig med at man kan bruge al vægplads nede fra gulvet til at kreere et hyggeligt rum uden skabe, der tager pladsen. Foto: Lene Karin Kristiansen.
Få flere funktioner ind, ved at indbygge en bænk i det indbyggede skab. Idéen passer perfekt til en entré, hvor du både vil have opbevarings- og siddeplads.
Kan man nogensinde få nok opbevaringsplads? De indbyggede skabe fra gulv til loft gemmer på lidt af hvert – lige fra eltavle og overtøj til køleskab, fryser og køkkenredskaber. Se hjemmet med det fine indbygningsskab her. Foto: P. Wessel
Skabet giver et fastforankret udtryk og fungerer både som tøjskab, opbevaringsplads og lyddæmper. Skabet har bagedystvinder Frederikke Legaard selv lavet. Vil du se hele hendes hjem? Klik her (åbner i ny fane). Foto: Pia Winther
Har du farver på væggene, kan du overveje at male dine skabe samme farve. Det giver en flot tone-i-tone effekt som her. Foto: Ditte Capion/Artvaerk
I entréen har ejerne piftet det originale indbygget skabe op med sjat maling, andre greb og lavet en indbygget bænk. Vil du se hele huset, så klik her. Foto: Another Studio