Du har måske aldrig tænkt over det, men al den damp og fugt, der opstår på badeværelset, når du bader, kan faktisk påvirke mange af dine ting på en uheldig måde. Samtidig er den svingende temperatur på badeværelset heller ikke ligefrem godt for dem. Det bliver varmt, når du bader, og så falder temperaturen i rummet efterfølgende - især hvis du, som mange, åbner vinduet efter et bad for at lufte ud.
Se, hvor mange af dine ting på badeværelset, du skal have flyttet et andet sted hen efter at have læst det her!
En klar tommelfingerregel er, at makeup skal opbevares ved stuetemperatur. Derfor er badeværelseshylden eller -skabet bestemt ikke det rette sted pga. den svingende temperatur i rummet. Måske du skal finde en fast plads til det i soveværelset.
Glad for at høre musik, når du bader? Så tjek lige, om det elektroniske udstyr faktisk kan tåle at stå i det fugtige badeværelse. Elektronik, der ikke er lavet til det, vil på sigt tage skade og gå i stykker.
Det er ærgerligt, hvis dine barberblade er ødelagte, allerede inden du tager dem i brug. Opbevar dine ekstra barberblade et andet sted end på badeværelset, så du undgår, at de får fugt og dermed bliver sløve og måske endda ruster. En anden mulighed er at opbevare dem i en pose, der kan lukkes helt tæt, så den holder fugten ude. Det er også en god idé at tørre dit nuværende barberblad af efter brug, så holder det længere.
Det er smart at have smykkerne hængende lige ved hånden på badeværelset, men desværre har de ikke godt af det. Fugten får nemt smykkerne til at oxidere og kan give dem grimme pletter. Flyt dem i stedet til soveværelset eller et andet rum uden fugtigt miljø.
Ja, vi ved det godt - badeværelset er bare et smart sted at have håndklæder liggende, så de altid er ved hånden, når man skal bruge dem. Desværre er badeværelset også det sted i boligen, hvor der er størst risiko for, at håndklæderne samler fugt og bliver grosted for mug og svamp. Lad ventilatoren køre et godt stykke tid efter du har været i bad for at fjerne den fugtige luft. Så tørrer de fugtige badehåndklæder hurtigere.
Neglelak holder længe, især hvis du opbevarer den rigtigt. Og det er ikke på badeværelset, da de tager skade af den skiftende temperatur i rummet. De skal i stedet opbevares ved stuetemperatur, så det er altså også en dårlig idé at stille dem i køleskabet...
Kilde: www.goodhousekeeping.com