Indretning

8 mini-makeovers: Simple tricks der forandrer dit hjem fuldstændigt

AF: af Julie Illemann Mortensen. Foto: Mikkel Tjellesen, Stine Christiansen, Mia Mortensen, Mikkel Dahlstrøm, Living Inside og Pia Winther
24.08.2022
Trænger du til fornyelse i dit hjem? Vi gennemgår, rum for rum, 8 måder hvorpå du kan give dit hjem et løft.

Når lysten til fornyelse begynder at krible, behøver det hverken blive en dyr eller besværlig affære. Kig på hvert rum, og tag projekterne ét ad gangen – det kan sagtens være nemt at give hjemmet et løft.

5 gode råd til din næste makeover

  1. Undgå en masse fejlkøb, og start med at lave et moodboard, så du kan få overblik over, hvilke materialer­ og farver, der passer ind.
  2. Hav tålmodighed. En ting, vi har lært af diverse boligprogrammer­, er, at ting tager tid – og ofte også længere, end man først regner med.
  3. Lav en liste over, hvilke funktioner du har brug for i de forskellige rum. Selv om det kan se flot ud med et køkken uden overskabe, så nytter det ikke, hvis du så ikke har plads til dine ting.
  4. Gør brug af digitale redskaber, som f.eks. Ikeas tegneprogrammer­ eller Dyrups farvevælger, så du kan afprøve dine idéer, inden du fører dem ud i livet.
  5. Du kan mere, end du tror. Selv om du hverken har erfaring med tapet eller MDF, er der ingen­ grund til at fortvivle. Instagram og YouTube bugner med detaljerede guides, der hjælper dig hele vejen.

Makeover-idéer rum for rum:

foto-another-studio_makeover_stue_blaa-sofa_gult-loft-lysekrone-sofabord

1. Stuen

Nogle spår de farvede lofter til at være en trend, vi alle sammen kommer til at fortryde, når vi endnu­ en gang skal kaste nakken tilbage for at male dem hvide. Ikke desto mindre holder de farvede­ lofter stadig, og selv om det kan give lidt hold i nakken, er det trods alt nemmere end at skifte hele stuens møblement ud, når du trænger til en makeover. Foto: Another Studio

julie_wittrup_og_mikkel_dahlstroem_entreskabe-fermliving-spejl-pasteller

2. Entréen

Indbyggede og usynlige. Hvorfor skal opbevaringsløsninger altid være så diskrete som muligt? Giv skabe og skuffer lidt mere personlighed ved at give dem en opdatering med f.eks. en flettet front. Er du ikke den handy type, kan nye greb og lidt maling gøre underværker. Foto: Julie Wittrup og Mikkel Dahlstrøm

piawinther_sovevaerelse-tapet-malet-loft

3. Soveværelset

Det er sikkert ikke første gang, du hører det, men et flot tapet er nu en gang bare den letteste genvej til farver og kunst i ét. Er det soveværelset, der står for tur, kan du give det en snert af hotelstemning med tapet på væggen bag sengen, så det fungerer som en slags dekorativt sengegærde. Foto: Pia Winther

stine_christiansen_hobby-kreativ-opslagstavle-organizer-lampe-skammel

4. Kontoret

Et hjemmekontor er for de fleste af os nærmere et hjørne end et egentligt rum. Uanset hvad kan du sagtens skabe en inspirerende­ kontorplads, der får dig til at glemme både hæve-sænke-bord­ og frokostordning. Hæng en tyk MDF-plade op på væggen, og mal væg og plade i samme farve, tilsæt lidt god belysning, og gå på jagt efter kreative løsninger­, som forener opbevaring og udsmykning. Foto: Stine Christiansen

mikkel_tjellesen_rispapirlampe-hay-spisebord_groen-stue

5. Spisestuen

Giv spisestuen en opgradering med en indbygget bænk, der sender referencer til et svensk landkøkken med slagbænk og almuelister. Foruden muligheden for en slapper efter maden, slipper du også for at rende på loftet efter ekstra klapstole, når der kommer gæster. Foto: Mikkel Tjellesen

living_inside_blaa-koekken_hylder_sildeben.

6. Køkkenet

Måske har du også et par helt tomme, nymalede vægge, du næsten ikke nænner at lave huller i. Få væggene til at leve med et par åbne hylder, hvor du nemt kan skifte ud i service og nips, hvis du trænger til lidt hurtig fornyelse. Skulle det kræve et hul eller to ekstra, så husk, at der ikke er noget, lidt polyfilla ikke kan fikse. Foto: Ruth Maria / Living Inside

stine_christiansen_koekken_blaa_sildeben_minimalistisk

7. Køkkenet

Du kan ikke undvære den, men du orker­ heller ikke at kigge på den længere. Med lidt MDF, en smule fingersnilde og en sav kan du langt om længe få pakket emhætten­ ind. Vil du gøre den endnu mere usynlig, kan du give den samme farve som væggen. Foto: Stine Christiansen

mia_mortensen_blaa-badevaerelse_spejl-organisk-toilet

8. Badeværelset

Et helt hvidt badeværelse kan hurtigt piftes op ved at give det anonyme vaskemøbel­ nye fronter i en frisk farve. Vælger du selv at hive fat i penslen, behøver du kun vådrumsmaling­, hvis møblet jævnligt kommer­ ­i direkte kontakt med vand. Foto: Mia Mortensen

Sponsoreret indhold