Når du skal vælge nyt køkken, er der flere ting, du skal tænke over. Hvilke stil skal du gå efter, og hvilke behov skal det dække?
Skal det passe ind i en moderne lejlighed, et 70'er-parcelhus eller en patriciervilla?
Vi bruger utallige timer i køkkenet, og det er som regel boligens puls. Her skal være plads til både samvær, afslapning og naturligvis det vigtigste, nemlig madlavningen.
Det skal derfor ikke kun se godt ud, men også være funktionelt med plads til opbevaring. Nedenfor kan du blive klogere på, hvilke køkkentendenser der
De fleste drømmer om alt andet end et hvidt køkken. Men faktisk viser det sig, at de fleste ender med at vælge et klassisk hvidt køkken.
Det er et sikkert valg og en farve, der aldrig går af mode. Snedkerkøkkenet er begyndt at vinde indpas, da mange vælger at fokusere på det gode håndværk og speciallavede løsninger.
Nedenfor har vi samlet 6 stilfulde køkkener. Så er spørgsmålet blot, hvilken køkkenstil du ønsker i dit hjem.
NEW NORDIC SHAKER: Kodeordet for shaker-stilen er: enkelhed, ikke for mange dikkedarer og godt håndværk. Det enkle, grå køkken har helt rene linjer samt detaljer i messing. New nordic shaker-køkkenet er fra Unoform.
KLASSISK KØKKEN I HVIDT: Selvom tendensen peger på mørkt træ, går mange efter et hvidt køkken. Det hvide køkken er forholdsvis nemt at holde. Modulerne på det mathvide køkken er med skjulte greb, soft close og modstandsdygtige over for fedtede fingre. Du kan evt. vælge en bordplade i træ til de hvide elementer, så køkkenet ikke virker for sterilt. Køkkenet hedder Mano og er fra Kvik.
MØRKT TRÆ OG STEN: Mørkt træ taler til sanserne og udtrykker varme og eksklusivitet. De mørkere træsorter med køkkenmoduler og bordplader i forskellige stensorter er utrolig populære. Et god løsning kan være at lade de smalle skabe gå helt op til loftet, så de kan indeholde meget opbevaring. Køkkenet her er fra Nordisk Kök.
SNEDKERKØKKEN: Flere og flere vælger et køkken af god kvalitet og godt håndværk. Med et snedkerkøkken får du en langtidsholdbar løsning, og du kan få det tilpasset nøjagtigt til dit behov. Køkkenet er fra Københavns Møbesnedkeri.
DET MODERNE LANDKØKKEN: Har du brug for masser af plads til madlavning, opbevaring og siddepladser, er den opdaterede version af det gamle, rustikke landkøkken en mulighed. Det mørke køkken komplimenterer det lyse gulv, så rummet ikke bliver alt for mørkt. De åbne hylder giver luft og gør køkkenet mindre kompakt. Køkkenet er fra Invita.
DET EKSTRAVAGANTE: Det kræver lidt mod - og økonomi - at indrette sit køkken som det sortoxiderede stålkøkken nedenunder. Her er der taget højde for samtlige krav som materialer, funktionalitet, håndværk og æstetik. Det eksklusive køkken er i sortoxideret stål med sorte metalfronter og et svagt synligt slibespor og fra Multiform.