Stue

To rum i ét: 12 rumdelere, der gør dit hjem meget større

AF: af Charlotte Kobberøe Fink. Foto: Niels og Iben Alberg
22.02.2021
Har du brug for, at dit rum har flere funktioner? Eller er det så stort, at du gerne vil dele det op i zoner? Så er en rumdeler løsningen!

Okay, en rumdeler giver dig ikke flere kvadratmeter, men det kan hurtigt føles, som om dit hjem bliver større, hvis du formår at dele stuen, soveværelset eller køkkenet op på den bedst mulige måde. Men hvornår har du brug for en rumdeler? Og hvordan vælger du lige netop den udgave, der passer bedst til dit behov?

Hvad kan jeg bruge en rumdeler til?

Når man siger ”rumdeler”, er vi nok mange, der straks tænker på den klassiske reol, der står frit i rummet. Måske sneg den udødelige Kallax-rumdeler fra IKEA sig også ind på dit teenageværelse eller i dit første hjem som en praktisk skiller mellem seng og skrivebord – og det er lige netop rumdeleren i sin reneste udgave: Den deler rummet op, hvis du har behov for, at det indeholder flere funktioner.

Det er praktisk, hvis du bor i en étværelses og har lyst til at adskille soveafdelingen fra spisestuen, men så sandelig også, hvis du bare mangler værelser: Hvis børnene fx skal dele, eller hvis halvdelen af soveværelset skal indeholde opbevaring.

Men en rumdeler kan også være en god løsning, hvis du har for meget plads!

Rum med mange kvadratmeter kan nemlig være svære at indrette – især hvis de er meget aflange – så her er en rumdeler praktisk. Den kan nemlig på elegant vis være med til at bryde rummet op i mindre zoner, så de forskellige områder ikke flyder for meget sammen.

LÆS OGSÅ: Sådan indretter du det perfekte deleværelse til børnene

Hvilken rumdeler skal jeg vælge?

Det behøver dog langt fra være den gængse reol, der skal agere rumdeler. Faktisk er det nærmest kun din kreativitet, der sætter grænser for, hvad du kan bruge som rumdeler.

Først og fremmest kommer det an på, hvad dit behov er. Skal rumdeleren let kunne flyttes, eller har du brug for en mere permanent løsning? Skal rummet reelt brydes op, så man får fornemmelse af to værelser, eller har du kun brug for at markere en overgang fra spiseområde til fjernsynsafdeling?

Har du få kvadratmeter, er det en god idé at tænke over, om rumdeleren skal indeholde opbevaring. Det er også værd at overveje, om du vil investere i (eller selv bygge!) en specialløsning, som passer til lige netop dit rum, så pladsen udnyttes bedst muligt.

Og så er der selvfølgelig det æstetiske. Rumdeleren må gerne passe ind i den øvrige indretning, for når man placerer et møbel ude i rummet, tiltrækker det sig utvivlsomt en del opmærksomhed.

Vælg gerne en rumdeler i et materiale eller en farve, som komplimenterer resten af din indretning, eller tænk i alternative løsninger, som passer til din stil. Fx kan en stor plante sagtens agere som en slags rumdeler, eller du kan gå på genbrugsjagt efter unikke skillevægge eller plader, som både kan dele rummet op og fungere som udsmykning i sig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan får du din stue til at virke meget større

Vi har samlet 12 bud på pæne og praktiske rumdelere, som du kan blive inspireret af:

Flytbar rumdeler

Rumdeler i flet

Med en flytbar og sammenklappelig rumdeler kan du nemt skabe illusionen om flere rum i ét fx i soveværelset. Det er altid en god idé at være opmærksom på materialet, når du vælger din rumdeler. Træ og flet tilfører fx rummet varme, og derfor kan du også sagtens bruge rumdeleren langs væggen for at skabe stemning, selvom du ikke har behov for at dele rummet op. Rumdeleren er fra Expormin. Foto: PR/Expormin

Skræddersyet rumdeler-løsning

Rumdeler indbygget køkken

Bor du småt, kan du overveje at investere i en permanent løsning, som passer perfekt til dit hjem. Her er overgangen mellem køkken og stue markeret med en snedkerløsning, som samtidig løser udfordringen med opbevaringsplads. Foto: Peter Kragballe.

Den klassiske reol som rumdeler

Rumdeler reol

Den klassiske reol er en sikker vinder som rumdeler. Vælger du en, der ikke er for høj, sikrer du, at udtrykket i rummet ikke bliver for tungt, og at reolen ikke sluger lyset. Du kan også som her placere to reoler ryg mod ryg, så du kan udnytte opbevaringspladsen på begge sider. Foto: Niels og Iben Alberg

LÆS OGSÅ: Indret et smukt køkken-alrum

Badeværelse med meget plads

Rumdeler på badeværelse

Hvis dit badeværelse er meget stort, kan det være svært at udnytte gulvpladsen, og det resulterer i, at rummet kommer til at se tomt ud. Derfor kan du som her bruge en rumdeler til at skabe flere zoner, hvor toilettet bliver skærmet fra resten af rummet. Foto: Frederikke Heiberg

Plante som alternativ rumdeler

Plante som rumdeler

Har du lange arealer, der er svære at indrette, så kan du med fordel bruge en stor plante til at markere overgangen mellem de forskellige zoner på en elegant måde, samtidig med den tilfører rummet liv. Foto: Iben Alberg

Luk lyset ind med skillevægge i glas

Rumdeler - skillevæg i glas

Husk også at tænke lyset ind, når du vælger din rumdeler. Sætter du fx en skillevæg op, så risikerer du at lukke af for masser af lys. Det kan du undgå ved at vælge skillevægge i glas, som har et elegant og luftigt udtryk, som lader lyset strømme igennem. Foto: Martin Sølyst.

Udnyt husets detaljer som rumdeler

Vær kreativ, når du skal beslutte, hvad der kan fungere som rumdeler for dig! Her er husets oprindelige bindingsværk brugt om rumdeler mellem stuen og køkkenet, og det rå træ tilfører både personlighed og historie til hjemmet. Foto: Andreas Mikkel

Udendørs afskærmer

Bambusgardin som rumdeler

Du kan nemt skabe illusionen af et privat uderum med rullegardiner i bambus eller et andet slidstærkt materiale. Som bonus skærmer de også for sol og vind – samtidig med, at du får masser af frisk luft. Rullegardinerne er fra Color & Co. Foto: Nicoline Olsen.

To rum i ét: Skab som rumdeler

Skab som rumdeler

Skal dit rum indeholde flere funktioner, så kan det være rart med en løsning, som deler rummet op på en måde, så man næsten kunne tro, at der var tale om flere. Her skærmer skabet soveafdelingen af og laver samtidig et walk in-closet. Foto: Martin Sølyst

LÆS OGSÅ: Sådan indretter du den perfekte garderobe

Skillevæg med vinduer

Skillevæg med vinduer

Skal dit rum indeholde både spiseplads og sofaafdeling, så kan du dele det op med en simpel skillevæg med vinduer i, så du bevarer fornemmelsen af ét rum, men optimerer dine muligheder for at indrette. Foto: Yvonne Wilhelmsen

Et lille kunstværk som rumdeler

Træ som rumdeler

Gør din rumdeler til en aktiv del af indretningen ved at være opmærksom på materialer og design. Her giver det varme træ modspil til de hvide vægge og det hvide interiør, og de grafiske udskæringer gør nærmest rumdelerne til et kunstværk i sig selv. Rumdelerne er fundet på et loppemarked. Foto: Birgitta Wolfgang.

Indbygget reol som rumdeler

Væg til væg-reol som rumdeler

De populære væg til væg-reoler er både smukke og praktiske, og det mest oplagte er selvfølgelig at bygge dem op ad, ja, en væg. Men har du mod på det, kan du tage elementer fra den smarte reol og bygge dele af den fritstående i rummet. Nøjes fx med den ene side - så skaber du samme illusion som den fulde version, men bibeholder en stabil konstruktion. Foto. P. Wessel

Mere inspiration? Måske vil du også gerne se 14 bud på indbyggede skabe med plads til det hele!

Indbygget skab rundt om seng

Sponsoreret indhold