Tips & tricks

4 effektive tips: Ryd op i hjemmet

AF: af Anita Banner & Line Marie Laursen
27.10.2020
Foto: Pernille Enoch.
Vores hjem skal helst være en hyggelig base, hvor vi kan koble af og samle energi. Men uorden i køkkenskabene, sko, der flyder i entréen, og bunker af papirer, der vokser på spisebordet, kan få os til at stresse unødigt. Med nogle få greb kan du heldigvis blive rodet kvit og lære aldrig at rode igen.

Ryd op en gang for alle, med disse fire gode råd!

1. ALT SKAL HAVE EN PLADS

Det vigtigste råd er at sørge for, at alt derhjemme har en fast plads. Når du ved, hvor tingene bor, ender de ikke i underlige to do-bunker, men kan lægges på plads efter brug.
Det betyder f.eks., at papirer skal sættes i et ringbind, der skal have en fast plads i reolen. At alle skjorter skal have en bøjle i skabet, og at alt køkkengrej skal have en fast plads i skufferne.
Er der ikke plads til det hele, må noget smides ud.

2. PRIORITÉR DE SYNLIGE TING

Vi danskere er generelt glade for ting og mangler som regel intet.
For at undgå rod er det derfor vigtigt, at du prioriterer de genstande, du gerne vil have stående fremme, og som gør dig glad.
Sørg for, at du har lukkede skabe, skuffer eller store bokse til at gemme de andre ting væk i. På den måde bliver udtrykket i boligen roligt.

3. SORTÉR, OG GIV VIDERE

Hold en årlig oprydningsdag, hvor du sorterer grundigt i køkkenskabe, garderobe og pulterrum, så rodet ikke hober sig op. Ødelagte ting smider du ud, mens du passende kan give de gode ting videre til genbrug og på den måde være med til at handle bæredygtigt.
En oplagt oprydningsdag er f.eks. en grå regnvejrsdag i januar.
Efter julens overflod af pynt og nips higer man ofte efter enkelhed og rene linjer samt plads til alle julegaverne.

4. HVIS NYT, SKAL NOGET I BYT!

Ovenstående kan du sige som remse til dig selv, hver gang du bliver fristet til at købe sæsonens nye sofapuder, keramikskåle mv.
Tænk over, om du virkelig har brug for nye ting, og hvis svaret er et rungende ja, skal du give noget andet videre til genbrug.
På den måde undgår du nye rodebunker.

Sponsoreret indhold