Citroner i genbrugsnet
Citroner er et vidundermiddel, når det kommer til rengøring. Se i artiklen her, hvor du kan ty til citronen i stedet for de klassiske rengøringsprodukter. 
Tips & tricks

9 tips til rengøring med citron

AF: af Natascha Gracia
14.04.2023
Foto: Colourbox
Vidste du, at citronen kan bruges til meget andet end madlavning? Den delikate citrusfrugt er nemlig lidt af et vidundermiddel, når det kommer til at løse klassiske rengøringsudfordringer i hjemmet. Få 9 tips til rengøring med citron lige her. 

Vidste du, at du kan bruge citron i meget af din rengøring? De fleste af os har mindst et skab fyldt med rengøringsprodukter, men hvorfor fylde dit liv med bøtter og sprayflasker, når det, du ofte har brug for, er i frugtskålen eller kan købes i supermarkedet?

9 tips til rengøring med citron

Citronen er et billigt, naturligt og velduftende alternativ til dine rengøringsmidler, så der er god grund til at ty til den lille frugt med de mange effektiv muligheder, når der skal bekæmpes pletter, fjernes ukrudt eller gøres rent i dit hjem. Overrrasket? Læs her, hvordan du gør.

1. Nyt liv til mikroovnen

Mikroovne kan være en fedtet affære, fordi de indvendige sider bliver stænket til næsten hver gang, du bruger den. Du kan nemt gøre din mikroovn ren ved at varme en kop vand op med en hakket citron i på højeste effekt, indtil vinduet dugger. Lad koppen med citron stå i 15 minutter, hvorefter du nemt kan vaske indersiden af mikroovnen ned.

2. Bliv kvit med pletter på tøjet

Det her tip kan du bruge til selv sarte stoffer og vintage-tekstiler. Behandl pletterne med citronsaft og salt, lad det sidde i en halv time, og vask godt efter med eddike og vand.

3. Fjern pletter fra skærebrættet

Gnid en halv citron over skærebrættet for at fjerne kødsaft og lugt. Hvis pletterne er ekstra tydelige, så drys først salt eller bagepulver på, og lad det eventuelt sidde natten over, før du vasker brættet godt med vand og smører det med lidt mineralsk olie.

4. Til kamp mod ir på messing

Drys salt på irret, og gnid forsigtigt med en svamp fugtet med citronsaft. Rens med vand, og tør godt efter.

5. Effektiv rustbekæmpelse

Rustpletter på tøj er tricky business, men kombinationen af citron og salt er svaret på dine bønner. Lad blandingen sidde på rustpletterne, og lad dem tørre i solen, før du gentager processen, indtil pletterne er væk.

6. Skinnende krom på badeværelset

Du har ikke brug for dyre og kradse rengøringsmidler - du har brug for en halv citron. Gnid overfladerne på haner og armatur med snitfladen på citronen for at fjerne kalk og pletter, og de vil skinne! Husk at vaske godt efter med vand.

7. Slut med svedpletter

Er dine hvide T-shirts lige til at smide ud, fordi de har ucharmerende svedpletter under armene? Tag en halv citron, og gnid pletterne med den - eller eddike - før du vasker dem som almindeligt i vaskemaskinen, og pletterne vil forsvinde som med et trylleslag.

8. Bliv ukrudtet kvit

Spray eller stænk citronsaft udover de ubudne gæster i havens bed, og syren vil dræbe ukrudtet. Men sørg for at gå udenom de blomster og planter, du gerne vil beholde.

9. Velduftende luftfugter

Varm en stor pande op med vand og citron i skiver, og så er det slut med tørt indeklima. Du kan også bruge andre duftgivere som fx urter og rosenblade.

Kilde: goodhousekeeping.com

Sponsoreret indhold