Det bør være en del af din ugentlige rengøringsrutine at aftørre dit køleskab indvendigt og udvendigt med en fugtig klud. Du bør også mindst to gange om året give dit køleskab en grundig rengøring. Det er vigtigt, at dit køleskab er max 5 grader året rundt. Det er en god idé at have et flytbart termometer, så du kan måle flere steder i dit køleskab.
Vi har samlet tips til, hvad du bør gøre både indvendigt og udvendigt, når dit køleskab virkelig skal rengøres!
Placér de fødevarer, der er tilbage i dit køleskab i en køler, indtil du er klar til at returnere dem efter rengøringen. Sluk nu for strømmen til dit køleskab.
Tag hylder og bakker ud af dit køleskab. Rengør indersiden af køleskabet med varmt vand og parfumefrit opvaskemiddel. I bunden af denne artikel, kan du se, hvordan du laver dit eget, milde rengøringsmidel. Eftersom mad absorberer lugte, er det bedst at bruge uparfumerede og milde rengøringsmidler. Vask med en fugtig klud, og tør efter med et tørt viskestykke eller en microfiberklud. Opløs snavs fra de aftagelige hylder og bakker med samme løsning.
Står der ofte vand i bunden af dit køleskab. Så er det på tide, du renser afløbshullet/overløbshullet bagerst i dit køleskab. Du kan enten bruge en vandpind eller et piberenser til det lille hul, der sidder i renden under køleelementet.
Der sidder tætningslister hele vejen rundt om dit køleskab, og dem skal du tørre grundigt indvendigt og udvendigt. Madrester sådan et sted er en sand bakteriefest.
Tør dørene af med en klud, der er fugtet med mild sæbe og vand. Giv områderne omkring håndtagene særlig opmærksomhed, da de ofte er tilsmudset med fingeraftryk.
På bagsiden af dit køleskab sidder kondensatoren. Den trænger helt sikkert til at blive støvet af, så det er en god idé at trække dit køleskab ud en sjælden gang i mellem, så du kan få støvet væk.
Kilde: bolius.dk, taenk.dk