Stueplanter

7 simple dekorationer med farverige planter

AF: af Bente Halkjær
4.03.2022
Foto: Tia Borgsmidt.
Gå foråret i møde med lette, simple og smukke blomsterdekorationer, der skaber naturligt lys, liv og farve i hjemmet. Få inspiration blandt vores 7 kreative ideer her.

Når vi dekorerer med blomster og planter, behøver det ikke altid være stort og overdådigt. Det kan faktisk endda være forfriskende med lidt lys og lethed i hjemmet her i de kolde og mørke måneder.

Laver du simple opstillinger med farverige blomster og grønne planter, kan du skabe en fin og naturlig stemning, der leder tankerne mod det kommende forår.

Vi har samlet 7 simple men smukke opstillinger, dekorationer og kranse, du kan lave med få, farverige blomster. Bliv inspireret af de 7 ideer lige her.

7 små, simple dekorationer med farverige blomster

Duftpelargonier i hjemmet

1. Små, duftende blade

De første duftpelargonier dukker op i butikkerne nu, og de spreder den mest fantastiske duft, bare du vifter til bladene – derudover kan du nyde et væld af yndige blomster. Duftpelargonierne kan rykke ud på terrassen eller altanen til sommer, men husk at tage den med ind igen, når nætterne begynder at blive kolde.

Samling af blomster i vase

2. Bland farverige vækster

Hvis du sætter flere kulørte vækster sammen til en lille opstilling, får du et smukt blikfang på f.eks. dit stuebord. Du kan sagtens blande potteplanter med snitblomster. Her har vi sat en lys tusindfryd i en potte og stillet den sammen med to små vaser med primula, visse, krysantemum og franske anemoner i lilla toner.

Sammenplantning i dåse

3. Blomstersammenplantning i gammel dåse

Find en gammel dekorativ dåse og for den med plastik, inden du fylder den med små forårsbebudere som våriris, perlehyacint, persisk skilla og hyacint. Dæk til sidst jorden med mos.

TIP: Køb løg- og knoldvækster, der kun lige er ved at bryde frem, så har du glæde af dem i længst tid. Efter endt blomstring kan du lægge løgene i haven.

Simpel buket med tulipaner

4. Få tulipaner før tid

Du kan finde tulipaner i et væld af skønne farver hos blomsterhandleren næsten året rundt. De er flotte i sig selv, men du kan også blande dem med forglemmigej og fersken- og eukalyptusgrene for et friskt og livligt forårslook. Husk at stille tulipanerne i koldt vand og stille dem køligt om natten, for så holder de i længere tid.

Tableau med blomster og lys

5. Skab et tableau af vinterstemning

Det er en god idé at pynte op på et bord udenfor tæt ved et vindue, så du kan nyde synet af blomster indefra. Denne opstilling består af julerose, hyacint, våriris, vintergæk og perlehyacint. Derudover er der en lille buket med tulipaner og myrtekop sammen med glas med fyrfadslys. Planterne i potterne er alle vinterhårdføre.

Grønne planter i hjemmet

6. Skab liv med grønne planter

Vedbend er en skøn plante, som ofte er bundet til en bøjle, men den er særlig flot, når de lange ranker får lov at hænge – det giver masser af frodighed i stuen. Giv gerne vedbenden en makker i form af en kop fyldt med våriris og persisk skilla.

TIP: Når du dyrker vedbend i en krukke, må jorden ikke tørre ud. Planten må dog heller ikke soppe i vand, så vand med måde.

Krans med eukalyptus

7. Luftig krans med eukalyptus

Det er flot at have en krans hængende i vinduet, og det giver et let udtryk, hvis du vælger at sno bånd om den sidste del af kransen i sted et for grønt. Båndet holder du fast med en knappenål i hver ende. Til denne krans er brugt eukalyptus, forglemmigej og myrtekop i knop. TIP Kransen kan holde sig flot i lang tid, hvis du erstatter de friske blomster med tørrede.

Sponsoreret indhold