Kalk
Genialt trick

Sådan fjerner du kalk fra din glasvase

AF: af Sofie Wulff.
2.04.2024
Foto: Maria Nørregaard.
Er der kommet kedelige, gule kalkrande på dine ellers fine blomstervaser? Gør glasset skinnende rent med dette smarte trick!

Har der dannet sig et grimt og irriterende kalkslør på din favorit-glasvase?

Nogle gange er opvaskemiddel og knofedt bare ikke nok til at fjerne de genstridige rande, der osptår, når blomstervandet står længe i vasen.

Men heldigvis er der råd at hente! Vi kender nemlig et smart trick, der fjerner kalken uden de store kraftanstrengelser, så du kan få din glasvase skinnende ren igen.

Sådan fjerner du kalkaflejringer på din glasvase

  1. Fyld din vase med varmt vand, tilsæt en teskefuld bagepulver og rør rundt.
  2. Dæk herefter vasens top med til husholdningsfilm, og lad blandingen stå i blød. Efter nogle dage kan vasen tømmes og skylles, og vupti - så har du igen det fineste, klare glas.

Tip: Du kan bruge samme smarte procedure til at rengøre din tekande!

Forebyg kalk på nye vaser

Når du køber en ny vase, er der et par ting, du kan gøre for at forhindre, at der sætter sig kalkslør på glasset. Sørg for det første for at skifte blomstervandet hver dag. Er vandet altid helt friskt, vil det ikke efterlade misfarvninger, og samtidigt får det buketten til at holde længere.

Derudover er det en god idé at vaske vasen, så snart den mindste form for kalk viser sig. Giv jævnligt dine vaser en grundig tur med en skuresvamp, varmt vand og opvaskemiddel - så undgår du, at kalken sætter sig i lag og udvikler sig til genstridige rande.

Sponsoreret indhold