Bordpynten er ofte den sidste finish på din borddækning, der er med til at skabe en stemning og give ekstra liv til tallerkenerne og resten af dit service. I første omgang gælder det selvfølgelig om at skabe en smuk borddækning i sig selv, da bordpynten ofte bliver fjernet under spisningen, og her er stofservietter også med til at give din borddækning lidt ekstra.
Læs også: Borddækning - 13 bordkort til festen
Sæt også gerne nyt og gammelt, enkelt og rustikt service sammen, så fx stilrene tallerkener bliver sat sammen med gammelt sølvbestik, eller krystalglassene får selskab af en hørdug eller sat direkte på bordet, hvis du har en flot bordplade.
Når det gælder om at pynte bordet, skal der ofte ikke så meget til. Ud over friske blomster i en stor vase eller flere mindre, kan du pynte hver enkelt plads, så din borddækning får et samlet udtryk. Gå på jagt i naturen efter små grene og kviste – de skal helst ikke være længere end selve tallerkenen. Til jul er det oplagt at bruge grankogler og kviste fra nåletræer, og en enkelt af hver er ofte nok. Du kan også lade den naturlige pynt sprede sig ned langs midten af bordet, hvis der er plads.
Læs også: Takt og tone om borddækning
Om foråret og sommeren, hvor naturen og butikkerne bugner af blomster, gælder det bare at om at finde nogle, der passer til din stil og farver på resten af borddækningen. Læg en enkelt blomst på hver tallerken, eller saml et par stykker med tynde stængler med en lille snor om. Gode blomster er nogle med stængler fri for blade – og uden torne – såsom franske anemoner, fresiaer, tulipaner og ranunkler.
Vi har fundet 17 fine borddækninger i galleriet herunder, hvor naturen pynter på tallerkenen. Se dem i galleriet herunder.