Folk, der elsker blomster, elsker også roser, kunne ikke drømme om at lægge deres ferierejse under fremmede himmelstrøg i juli, der er rosernes højsæson. Især ikke hvis de har historiske roser i haven, for de fleste blomstrer kun én gang om året, oftest i juli. Ferien holdes derfor hjemme, så man ikke går glip af den overdådige blomstring
Roser er en sanselig oplevelse
Historiske roser er roser, der stammer fra før 1867, eller som slægtsmæssigt knytter sig til den gamle gruppe af roser. De historiske roser udmærker sig ved at være kraftigt voksende buskroser med en overvældende blomstring. Den eneste ulempe ved de historiske roser er, at mange af dem kun blomstrer én gang i løbet af sommeren. Højdepunktet er midt i juli. Brug roserne i bedene sammen med andre haveplanter som stauder, eller plant dem for sig selv. Lad de høje roser vælte ud over hegn og stakitter, og lad dem slynge sig op ad stativer og buer. Vil du fylde din have med blomster, sanselighed og rosenduft, så er de historiske roser oplagte at plante i din have.
Duchesse de Montebello
Duchesse de Montebello er en fransk rose fra før 1829. Her er den brugt som en smuk, velduftende hæk, der drysser poetisk omkring sig med sartrosa kronblade. Rosen blomstrer i juni-juli.
Ghislaine de Féligonde
Den abrikosfarvede rose står midt i staudebedet. Selvom man skal sørge for, at naboplanterne ikke kommer for tæt på, har 'Ghislaine de Feligonde' livskraft nok til at klare konkurrencen. Rosen er remonterende og begynder blomstringen omkring slutningen af juni.
Rosensaft mod tandpine
Rosen nævnes for første gang i dansk litteratur i middelalderen. Den kongelige læge og kannik ved Roskilde Domkirke Henrik Harpestræng fortæller i sin urtebog Liber herbarum fra omkring 1300, at det lindrer tandpine, hvis tænderne skylles med rosensaft fra apotekerrosen Rosa gallica officinalis. Plant rosen mellem krydderurter og lægeplanter, f.eks. blandt salvie og lavendler.