Hvem elsker ikke denne årstid med alle de smukke blomster, der bringer den lyse forårsstemning med sig overalt? Det gør vi på redaktionen i hvert fald, og vi har her samlet nogle kreative måder at bruge årstidens blomster på, så du får optimal glæde af de farverige forårsblomster.
Vibeæg, perlehyacinth, vintergæk, krokus, anemoner - vi elsker dem alle! Ikke alene frisker de op i den ellers så vintertrætte have, de trives også godt indendørs. Og de er nemme at holde - de kræver fx ikke særlig meget vand. Forårsblomster kan drives i potter uden drænhuller, hvilket giver uanede muligheder for at plante i anderledes, smukke eller sjove potter.
Vild med hyacinther? Se her, hvordan du dyrker dine egne!
Og hører du til dem, der ikke fik sat dine løg ned i efteråret, kan du trygt kaste dig over de yndige tulipaner, som du i stedet for at sætte ned, kan sætte i vand indendørs og nyde dem som små forårsglæder. Vil du have tulipanerne til at vokse i din have til næste forår, skal du plante løgene til efteråret, inden frosten sætter ind.
Læs også: Lav smukke buketter med tulipaner!
På redaktionen er vi vilde med anderledes måder at pynte med blomster, der lige giver det der ekstra til kaffebordet eller som velkomsthilsen i entréen. Find nogle søde ting frem, som kan anvendes som vaser, en lille mælkekande eller en kop eller lav en sød krans, hvor du samler forårsblomsternes smukke farver i en smuk forårssymfoni.
Læs også: Få inspiration til anderledes vaser her!