Buketter & kranse

Sådan binder du en overdådig høstbuket

AF: af Pernille Albers
22.09.2021
Foto: Nick Degn Fotografi.
Netop nu står naturen i de smukkeste flammende farver, og de gyldne toner passer perfekt til en smuk buket til efterårsboligen. Se, hvordan du binder en overdådig buket i de flotteste rødlige nuancer lige her!

Selvom sommeren er ovre og den sprudlende natur langsomt bevæger sig mod vinterhi, er der stadig mange smukke farver, vi kan nyde. Efteråret byder nemlig på masser af intense, dramatiske farver, som virkelig kan skabe stemning, når vi bringer dem ind i hjemmet.

TIP: Saml kastanjer i de få uger, du kan finde dem i naturen. Lad dem ligge og pynte udendørs, og tag dem først ind, når de skal bruges. På den måde holder de sig smukke i længere tid.

Det er endda stadig muligt at bruge materialer fra naturen til smukke buketter og kranse, selvom der ikke springer grønt ud på denne tid af året. Se, hvad vi har brugt til denne smukke høstbuket herunder!

Det skal du bruge til en overdådig høstbuket:

  • Eucalyptus cinerea

  • Eucalyptus gunnii

  • Afrikansk grønt (de små grønne kugler)

  • Protea ’Kaaps groen cone’ (de gule og orange eksotiske, runde blomster)

  • Rose ’Bizarre’

  • Rose ’Arancio’

  • Montbretia

  • Havtorngrene

  • Grene med gyldne blade fra naturen

  • Rød-lilla løvemund ’Potomac red’

  • Sirgræs – farvet rødligt

Sådan binder du høstbuketten:

  1. Start med at lave en bund af eukalyptus og afrikansk grønt, som kan støtte de andre stilke.

  2. Fyld derefter op med blomster og blade i forskellige længder.

  3. Afslut med at stikke de høje løvemund og græsserne i buketten, så den får et majestætisk, men naturligt og pjusket udtryk.

  4. Skift vand ved buketten dagligt.

Sponsoreret indhold