DIY

DIY-ecoprint: Plantetryk på silkestof

AF: af Pernille Albers. Redigeret til web af Kristine Hoffmann. / Foto: Martin Panduro / Stöj Foto
9.06.2021
I bæredygtighedens tegn er det igen blevet hot at lave plantetryk eller ecoprinting, som det også kaldes. Og det er forståeligt, for smukt er det! Se, hvordan du laver det her.

Blade, blomster og andre planter indeholder saft, især om sommeren, der kan afgive et superfint aftryk i blå, gule og rødlige nuancer. Det kan bruges til at lave flotte kunstværker eller duge med fortryllende mønstre og farvespil.

Plantetryk med økoprint kan laves på store og små stykker stof. Giv f.eks. en gammel dug et nyt look med teknikken. Vær bare opmærksom på, at ved vask mister stoffet farve en smule. Sørg derfor for at dampe stoffet med strygejernet inden vask.

Få guiden herunder, hvor vi viser, hvordan du laver et naturligt og smukt silketryk.

Ecoprint: Plantetryk på silkestof

Vi har brugt eucalyptus, hornvioler, græsser, hyacintblomster og bregner til vores silketryk. Tilføj karry for ekstra farve.

Du kan også lave plantetryk på et stykke bomuldsstof, men vær opmærksom på, at bomuld ikke tager så godt imod farve, som silkestof gør.

Er du vil med farver? Giv boligen liv med en væg malet i grafisk mønster.

Det skal du bruge til ecoprint:

  • Alun (bindingsmiddel)

  • Hvid eddike

  • Et stykke silkestof

  • Bagepapir

  • En gryde

  • Kogeblus

  • Blade, blomster og planter (Vi har brugt eucalyptus, hornvioler, græsser, hyacintblomster og bregner)

Sådan laver du ecoprint:

  1. Vask silkestoffet, og læg det derefter i blød i eddike i minimum en time.

  2. Bland alun op med vand. Alun er med til at fæstne planternes farve til stoffet.

  3. Læg det hårdt opvredne stof i alunblandingen i fem minutter.

  4. Bred stoffet ud, og læg dine blade, blomster og græsser i et fint mønster på stoffet. Læg bagepapir henover.

  5. Rul stoffet med planter stramt sammen til en pølse. Brug evt. en tynd pind at rulle stoffet omkring, så det bliver stramt nok. Jo strammere, jo bedre og jo bedre resultat og farve bliver aftrykket.

  6. Sæt en gryde vand over.

  7. Læg en rist øverst, og damp dine stofruller i minimum 90 minutter. Det er vigtigt, at de ikke må røre vandet.

  8. Lad dem derefter køle af i 3-4 timer. Gerne natten over.

  9. Rul dit værk ud, og se magien udfolde sig.

Lav flere kunstværker til boligen og giv den et unikt præg. Prøv f.eks. disse DIY-relieffer af ler.

Sponsoreret indhold