Disse æsker er både praktiske og flotte, og de er derfor perfekte til opbevaring af hverdagsting, da det ikke gør noget, at kasserne står fremme.
Du kan enten bruge gamle skotøjsæsker eller købe æskerne i hobbybutikker som Søstrene Grene, Panduro Hobby el.lign. Du vælger selv, om du vil forskønne både det ydre og det indre eller kun det ydre, hvis det for eksempel er en æske, som blot skal pynte på en hylde.
Det skal du bruge:
- Æske (ny eller gammel)
- Papir
- Blyant
- Saks
- Lineal
- Limstift
Trin 1:
- Begynd med at beklæde ydersiderne på æsken. Placér din æske på et stykke papir, som er stort nok til sider og ombuk.
- Tegn grundigt op rundt om æskens bund. Læg herefter æsken på den ene side, så den støder op til bunden, og tegn nu rundt om den med en blyant.
- Gentag på alle æskens sider, så du ved, hvor meget papir du skal bruge. Husk at forlænge alle siderne med 1,5 cm’s ombuk, så der er plads til at folde, uden at det bliver for stramt og svært at arbejde med.
Trin 2:
- Klip præcist efter dine markeringer på de 2 langsider af æsken, og klip herefter kiler på de 2 korte sider.
- Læg en lineal på den streg, som markerer æskens kant, og forlæng med 2 cm på hver side.
- Slå nu en streg fra hjørnet og ud til de 2 cm. Gentag på de andre hjørner.
- Klip herefter lige ved ombukskanten og skråt ved dine kilemarkeringer, så du er klar til at folde omslaget til æsken.
Se også
DIY: Sådan laver du papir med marmoreffekt
Trin 3:
- Kom lim på papiret, og placér bunden af æsken derpå.
- Lad tørre, og kom lim på sider, kiler og ombuk på de korte sider, og fold op på æsken. Fold til sidst ombuk.
- Lad tørre, og fold de resterende sider op med lim.
Trin 4:
- Lav nu indersiderne. Tegn æskens bund, og træk 1-2 mm hele vejen rundt.
- Tegn siderne som på den udvendige æske, og træk 1-2 mm fra i siderne og 1 cm fra i højden.
- Lav kiler. Brug lineal og saks til at ridse dine markeringer, hvor du skal folde den indvendige æske.
- Placér forsigtigt æskens inderside, og lim kiler og sider fast.
Se også
DIY: Quiltet mulepose