DIY-projekter

DIY: Indbygget skrivebord og hylde

AF: af Winnie Methmann
21.01.2021
Foto Winnie Methmann
Lav nemt og hurtigt et skrivebord, der passer til lige netop din indretning og optager minimal plads i rummet. Se det smarte trick herunder!

Er det småt med plads og penge, gælder det om at tænke smart, når man indretter sig. Her er en nem løsning til et indbygget skrivebord og hylde af genbrugstræ mellem to skabe.

Bordet kan også laves mellem et skab og en endevæg, f.eks. ved vinduet, og du kan vælge lige de materialer og farver, som du er vild med.

TIP: Tænk i alternative muligheder, når du er på jagt efter byggematerialer. Måske har du allerede en gammel bordplade, som kan bruges.

Kig efter byggeaffald, når du færdes på gader og stræder – der er gode chancer for at finde i gamle gulvbrædder eller en gammel dør. Husk at spørge om lov, inden du fisker noget op af en byggeaffaldscontainer.

Det skal du bruge:

  • Sav

  • Genbrugsbrædder

  • Forrammeliste

  • Skruer

  • Skruemaskine eller skruetrækker

  • Pensel

  • Grundmaling (vi har brugt Flügger wood primer)

  • Maling (vi har brugt Flügger High Finish-træmaling, sort)

Sådan gør du:

Trin 1

  • Sav genbrugsbrædderne ud til bordet. Vi har savet: 4 brædder på hver 10 cm i bredden og 100 cm i længden.

  • Til hylden har vi savet: 3 brædder på hver 10 cm i bredden og 100 cm i længden.

  • Sav forrammelisten til skabenes sider til. Vi har savet: Til bordet: 2 x 40 cm. Til hylden: 2 x 30 cm.

  • Sav forrammelisterne til undersiden af bordet. Vi har savet: Til bordet: 2 x 30 cm. Til hylden: 2 x 20 cm.

Trin 1

Trin 2

  • Skru de 4 forrammelister på skabenes sider.
Trin 2

Trin 3

  • Mal først listerne med grundmaling, og lad dem tørre.

  • Mal dem derefter i den farve, der passer til dit skab, og lad dem tørre.

Trin 3

Trin 4

  • Skru forrammelisterne på undersiden af genbrugsbrædderne – først dem til skrivebordet og så dem, der danner hylden.

  • Montér nu bordpladen og hylden på de malede forrammelister.

  • Skru evt. bordplade og hylde fast med et par skruer.

Trin 4

Sponsoreret indhold