En kedelig mur kan blive til et levende og frodigt grønt indslag på altanen eller i haven med det klassiske espalier af træ. Fordelen ved at bygge det selv er, at du kan skræddersy det, så det passer til lige netop din mur – og måske endda male det i din yndlingsfarve.
Trin 1: Sav listerne til således: 8 stk. x 130 cm, 4 stk. x 110 cm, 4 stk. x 68 cm og 4 stk. på 25,5 cm.
Trin 2: Mal alle listerne på tre sider, og lad tørre.
Trin 3: Læg listerne, så de danner et harlekinmønster. Læg først halvdelen af hver type liste, så de vender den ene vej. Start med at bygge mønsteret op med de længste lister, som udgør midten. Byg dernæst videre med de mellemlange lister, og afslut med de korteste lister i top og bund. Læg dernæst resten ovenpå, så de vender i den anden retning.
Trin 4: Skru listerne sammen. Du kan evt. markere samlingspunkterne med blyant inden. Mal evt. dit stativ igen, inden du monterer det på muren.