DIY-projekter

DIY: Reolsystem med flytbart arbejdsbord

AF: Tekst og
24.06.2019
foto af Winnie Methmann.
Mangler du det ideelle kontormøbel? Sæt dit unikke præg på Ivar-systemet fra Ikea og få et praktisk og dekorativt all in one-møbel - med flytbart arbejdsbord og plads til dine hobbyartikler. Få de 5 trin her!

Med Ivar-systemet fra Ikea kan du nemt sammensætte et praktisk og dekorativt all in one-møbel med plads til opbevaring og organisering af alle dine hobbyartikler.

Reolsystemet er et ideelt kontormøbel, men kan også nemt laves til et smart planteværksted til garagen eller skuret, eller en rummelig bogreol til stuen.

Vi har tilføjet et flytbart arbejdsbord, som du kan sætte på, når du skal sysle med kreative projekter, og tage af, når du vil spare plads.

Følg de 5 trin og få det geniale all in one-møbel.

DET SKAL DU BRUGE:

  • 3 stk. Ivar-gavl, B 30 x H 124 cm
  • 8 stk. Ivar-hylder, L 83 x B 30 cm
  • 2 stk. Ivar-gavl, B 30 x H 226 cm
  • 1 Ivar-skab, fyr B 80 x D 30 x H 83 cm
  • 9 stk. fer- og notbrædder, B 90 x H 20 mm, minimum 165 cm i længden
  • Forrammeliste, fyr 21 x 33 mm, L 150 cm
  • Sav
  • Skruemaskine eller skruetrækker
  • 18 skruer, L 4 cm
  • Fint sandpapir
  • 3 Observator-kryds (Ikea)

SÅDAN GØR DU:

  1. Saml de forskellige Ivar-moduler som vist i instruktionen, der følger med fra Ikea.
  2. Saml fer- og notbrædderne til 1 stor plade til arbejdsbordet. Sørg for, at alle brædder flugter i den ene ende af pladen.
  3. Sav forrammelisten til, så du får 2 stk. med en længde på 75 cm. Placér de 2 lister på tværs af bagsiden af bordpladen med 31 cm's afstand fra hver ende, og skru listerne fast med 9 skruer i hver. Sav den ene ende af pladen til, så den måler 165 cm i længden.
  4. Sav de 2 Ivar-gavle, B 30 x H 124 cm, over, så de får en længde på 76, 5 cm. Slib gavlfladerne let med sandpapir for en glat finish. Montér den færdige bordplade med den ene ende på hylden under skabet i reolsystemet og den anden øverst på de tilskårne gavle.
  5. Slut af med at stabilisere det færdige reolsystem med Observator-kryds, så det står solidt.

TIPS TIL DIT REOLSYSTEM

DIY med Ivar-systemet fra Ikea

Skab overblik over materialer og redskaber ved fx at navngive kasser og bokse med en dymomaskine.

Patentglas er perfekte til opbevaring af mindre nips og fås i mange varianter og størrelser.

Bordpladen kan laves i lige den længde, du ønsker, alt efter hvor meget arbejdsplads du har brug for.

Ønsker du et rustikt underlag, hvor der kan spildes lim og maling uden sorger, kan du lave din bordplade af gamle gulvbrædder el.lign.

Sponsoreret indhold