DIY: Sådan laver du din egen stofklædte pendel
Nemt DIY-projekt

DIY: Sådan laver du en stofklædt pendel

AF: af Pernille Albers. Foto Martin Panduro/Stöj Foto.
2.01.2023
Bring genbrug frem i lyset, og lav din egen ovale pendel af gammelt stof. Det er slet ikke svært - vi guider dig trin for trin!

Vil du lave dine egne svævende bobleformede lamper? Det er slet ikke svært!

Du kan sagtens variere formerne på pendlerne, hvis du vil hænge flere op i en klynge. Denne fremgangsmåde er til den ovale pendel, men nederst i artiklen tipper vi dig til, hvordan du laver den runde lampe.

Det skal du bruge:

  • 6 meter peddigrør, runde 5 mm (Vi har fundet dem i Banderus)

  • Blyant

  • Ternet papir

  • Saks

  • 60 cm lyseblåt ”ternet” stof

  • Sytråd

  • Symaskine

  • Bonsaitråd (en tyk ståltråd, der er let at bøje)

Sådan gør du - trin for trin:

Trin 1:

Læg peddigrør i varmt vand med sæbespåner et par timer, så de bliver blødere og til at arbejde med. Skyl dem, når du skal bruge dem.

Trin 2:

Tegn en oval form på ternet papir, der er 50 cm høj, 10 cm bred i top og bund og 17 cm over midten. Klip otte stykker stof efter skabelonen.

Trin 3:

Sy to stykker sammen ad gangen. Vend, og sy en udvendig løbegang. Forsæt, til hele lampeskærmen er færdig.

Trin 4:

Træk peddigrør oppefra og igennem løbegangen, og fortsæt nedefra og op, så hvert peddigrør løber gennem to løbegange og danner en bue i top eller bund. Placér to oppefra og to fra bunden.

Trin 5:

Lav ringe af bonsaitråd til top og bund til lampens inderside, så stoffet strækkes ud. Lad tråden gå et par omgange rundt, så den er stabil og stærk nok. Placér en lille bonsairing i top og en i bund. Lav en større ring, og placér den indvendigt i midten.

Trin 6:

Bøj kanten af stykket, og ri ombukket med små sting. Samtidig sys alle løbegangsåbninger fast. Placér lampeophæng og pære i midten, og hæng op.

Pst... Sådan laver du nemt den runde pendel

Find en gammel rund lampe frem, og tegn et lige, firkantet stykke over på det stof, du vil bruge. Helst viskose. Brug evt. det aflagte som skabelon, så du rammer størrelsen. Sy stykket sammen, sy en løbegang i top og bund, og placér det på lampen.

Sponsoreret indhold