Ikeas enkle Ivar-skab er nemt at male og save i, og du kan let kreere personlige møbler til både stuen, soveværelset og kontoret.
I soveværelset er det rart med et enkelt og sammenhængende udtryk. Ved at male skab og væg i samme farve får du et afstemt rum, der kalder på rolige drømme.
Hvis du nøjes med at male to tredjedele af væggen i den valgfri farve, og lader den sidste del være hvid, skaber du en behagelig rumfornemmelse.
Vi giver dig 5 trin til at opnå det enkle og sammenhængende udtryk med dit Ivar-skab.
OM IVAR-SKABET
Ivar-skabene fra Ikea findes i forskellige størrelser og fås til priser fra 450 kr, pr. stk. De er lavet af ubehandlet fyrretræ, som er nemt at save i og male på. Læs mere på ikea.com.
DET SKAL DU BRUGE:
- Almuefodliste, B 68 x H 15 mm (hornbaek.com)
- 1 Ivar-skab fra Ikea, fyr, B 80 x D 30 x H 83 cm
- 1 pensel
- Grundmaling, Flügger wood primer
- Malertape
- Træmaling, Flügger high finish, i farven English mist NO58
- 2 malerruller - 1 lille og 1 stor
- Vægmaling, Flügger Flutex 5, i farven English mist NO58
- Fugepistol og montagelim
SÅDAN GØR DU:
- Skær almuelisten til, så længden passer med væggen, skabet skal stå op ad.
- Mal listen og Ivar-skabets sider, top og front med grundmaling. Du kan med fordel sætte malertape på indersiden af skabet, før du går i gang, så det får en skarp kant. Lad grundmalingen tørre.
- Mal derefter listen og skabets overflader med træmaling. Det er en god idé at give det 2 omgange for et fint og jævnt resultat.
- Sæt malertape vandret, i 140 cm’s højde, langs hele væggen, og giv den nederste del 2 lag vægmaling.
- Kom montagelim på almuelistens bagside, og montér listen på væggen i en vandret linje dér, hvor malertapen sad.
TIP: SKAB RO I SOVEVÆRELSET
Soveværelsets indretning betyder meget for din nattesøvn. Brug de rummelige Ivar-skabe til at gemme ting som puder, sengetæppe, smykker og natcreme af vejen, når de ikke er i brug, så du får et roligt rum uden over-dekoration.
Se også
DIY: Skabslåger af bambus