Det er et sjovt lille DIY-projekt at upcycle gamle møbler, og mulighederne er uendelige. Du kan med få materialer eller rester, du allerede har derhjemme, give f.eks. en gammel lampe et helt nyt look.
I denne DIY-guide er det både lampefod og lampeskærm, der får sig en god make-over, men du kan sagtens nøjes med at prøve en af tingene af. Det ser måske avanceret ud men guiden er super nem at følge og kræver færre materialer end man skulle tro. Du har sikkert de fleste allerede, så sæt bare i gang!
Hvis du ikke selv har garnrester, kan du også bruge stof, som klippes i stykker. Måske har du også en strikkeglad veninde, mor eller mormor, som du kan spørge om garnrester. Fugeskummet ser vildt ud, men det er både sjovt og nemt at arbejde med, så prøv dig bare frem!
Garnrester i forskellige farver
En lampeskærm (Denne er fra Ilva).
1 dåse fugeskum (Vi har brugt Pattex fra Jem & Fix)
En gammel lampefod
Malertape
En rest maling
TIP: Miks bomuldsgarn, uldgarn og mohair med hinanden for et mere tilfældigt og fluffy look.
Find en gammel lampeskærm, eller skaf en billig skærm.
Bind garnet fast om skærmen med en knude indvendigt, eller lim enden fast med en limpistol.
Vikl garnet sirligt og stramt rundt om skærmen, så garnet sidder tæt. Skift farve, når du synes det, ved at binde en ny garnfarve på.
Bind eller lim det sidste stykke garn sammen med den allerførste garnstump fra starten.
Klip evt. garnender af indvendig i skærmen.
Sørg for at lave det udenfor eller et sted, hvor der er god udluftning.
Dæk fatningshullet og ledning i bunden med malertape.
Ryst dåsen grundigt, og sprøjt fugeskum direkte på lampefoden. Dæk halvdelen med skum, og lad det tørre, før du dækker den anden halvdel.
Lad det tørre, og mal med en rest højblank maling.
Fjern malertape, og du er færdig. Herefter kan du sætte den upcyclede lampeskærm på, og så har du en (næsten) helt ny lampe!
TIP: Leg med fugeskummet ved at skære i det med en hobbykniv, når skummet er tørt.