bæredygtig jul
Højtider & mærkedage

10 tips til en mere bæredygtig jul

AF: af Bianca Anthony Sørensen og Thea Lind Thomsen
22.11.2024
Foto: Bente Halkjær, Jane Barslund, Anita Lindberg
Julens forbrugsfest kan gøre det svært at forblive miljøvenlig, men med lidt omtanke kan det godt lade sig gøre at komme mere bæredygtigt igennem december. Se bare tipsene her.

Miljøet er for alvor kommet i fokus de seneste år. Co2-udslippet skal mindskes, vi skal undgå skadelig kemi, spise mindre kød og tænke ekstra over nyanskaffelser. Men miljøhensyn går ikke umiddelbart hånd i hånd med gaveræs, tørre juletræer og flæskesteg i lange baner. En mere bæredygtig jul kræver dog ikke så meget, som man måske skulle tro. Med lidt omtanke og hjælp fra tipsene her har du allerede gjort en lille forskel.

Bæredygtig jul: 10 tips, der gør en forskel

1. Tag mere bæredygtige gavevalg

Gaver hører julen til, men måske vi kan skrue lidt ned for mængden? F.eks. kan I slå jer sammen i familien om én kvalitetsgave i stedet for flere små. I kan også overveje at give hinanden oplevelser, f.eks. til biografen, teatret eller restaurantbesøg i stedet for at købe en ting – eller du kan gå på genbrugsjagt efter en personlig gave, som du ved, at modtageren vil elske. Der er masser af fine ting at finde på DBA, Facebooks markedsplads, genbrugsprofiler på Instagram eller i reoludsalg – ofte kan der også være penge at spare. Gør det eventuelt til en udfordring for dig selv, at minimum én gave til hver af dine kære skal være genbrug.

I stedet for materielle gaver kan du også forkæle dine kære med et medlemskab, der gør en forskel for miljøet, f.eks. til Naturfredningsforeningen. Du kan også give et gavekort med en frøblanding til gavn for biodiversiteten fra naturengen.dk eller pakke dine egne frø fra haven ind.

TIP: Hvis det er muligt, så sørg også altid for, at dine egne gaver har retur- eller byttemærke, så dine gaver ikke gives forgæves.

2. Velgørenhedsjulekalender

I stedet for at give eller få en lille ting hver dag i december kan du finde én ting frem fra gemmerne dagligt, du vil give væk til velgørenhed. I slutningen af december har du så fået ryddet op og har samtidig en bunke med 24 ting, du kan donere til velgørenhed!

3. Støt de små gårdbutikker

For mange hører flæskesteg og and julen til, men du kan støtte et mere bæredygtigt opdræt (og lokalsamfund) ved at handle grønt i gårdbutikker eller kød hos lokale slagtere.

Mange gårdbutikker har også fokus på økologi, og du kan mindske miljøpåvirkningen en hel del, hvis du serverer en økologisk julemiddag. På gaardbutiklisten.dk kan du finde gårdbutikker i dit nærområde.

Eller hvad nu, hvis det grønne overtog den rolle med større og flere salater? Du kan også prøve udelukkende at handle ind efter økomærkerne i julen. Vi bruger over 14 mia. flere kroner på madindkøb i julemåneden end i de øvrige måneder, så her kan forskellen mærkes.

4. Genbrugspakkeleg

De fleste familier kender til at slås om gaverne til pakkelegen for så at pakke dem op og finde ud af, at man har vundet en fjollet, men ofte ubrugelig gave. I stedet kan man indføre en genbrugspakkeleg med ting fra hjemmet, som kan gøre glæde et andet sted. Det kunne være en god bog eller et magasin, en vase, du ikke bruger længere, eller gamle glas med friske krydderier eller pebernødder. Det gør ikke pakkelegen mindre sjov, men bremser indkøb af overflødige gaver!

Indpakning avispapir

5. Indpakning med omtanke

Vidste du, at vi danskere bruger 825 ton gavepapir hver jul? Og ofte ender det i skraldespanden, før juleaften er omme. Hvis vi i stedet pakker ind i genbrugte aviser, stofrester og lign., kan vi spare miljøet for 891 ton træ, 77.500 ton vand og 837 ton kemikalier.

Alternativt kan du gå efter ubleget genbrugspapir eller papir mærket med FSC-mærket, der holder øje med, om træet er groet, fældet og behandlet ansvarligt for mennesker og miljø, og at der plantes et nyt træ som kompensation.

6. Først skal træet vises, siden skal det spises

Vil du udfordre dig selv, kan du afholde dig fra at købe ny pynt. De fleste af os har masser af pynt i skufferne og på loftet, og så er det nemt at spæde det op med ting fundet i naturen eller småkager, du selv bager.

Guirlander og flettede julehjerter er en hyggelig ting at sysle med i familien, men produktionen af glanspapir, pap og glimmer er meget ressourcekrævende, især fordi vi oftest laver ny pynt hvert år. I stedet kan du pynte juletræet lidt mere traditionelt. I gamle dage pyntede man nemlig juletræet med spiselige godter, og det vil helt sikkert være et hit hos familiens yngste. Du kan f.eks. bage vaniljekranse og hænge dem op på grenene i fine snore. Mange nyder duften af appelsiner pyntet med hele nelliker i fine mønstre, og de kan også komme på juletræet. Du kan også hækle eller strikke pynt, der holder år efter år.

Juletræ i potte

7. Juletræ i årevis

Hvis du ikke ønsker at købe og smide dit juletræ væk hvert år, kan du købe et levende juletræ i potte. Det er lidt dyrere, men kan til gengæld nydes i flere år. Et mindre træ i potte kan også være utrolig fint, hvis du ikke har så meget plads – og så kan det opbevares på altanen eller plantes ud i haven efter jul.
De seneste år er der også kommet mange udgaver i plastik, som har en ganske fin lighed med ægte træer – men som kan gemmes og genbruges år efter år.

Vil du købe et juletræ, bør du gå efter et lokalt træ, der har Ø-mærket, så det er dyrket forsvarligt. Du kan også leje et juletræ på juletræ.dk. Så bliver det leveret i potte, og du kan sørge for, at de henter det igen for at plante det ud i en af de danske skove.

8. Vælg din fisk med omhu

Verdenshavene og især fiskebestandene er under hårdt pres fra bl.a. overfiskeri. Ligeledes er der kommet øget fokus på velfærd og bæredygtigt opdræt af fisk de seneste år. WWF Verdensnaturfonden har lavet en liste over hvilke fisk, du bør vælge eller helt undgå til julefrokosten. Listen er smart inddelt i grøn, gul og rød alt efter fiskeartens bæredygtighed og opdrætsforhold.

9. Del ud af overskuddet

En stor del af en mere bæredygtig hverdag er at mindske madspild. Hvis du har fået lavet for meget julemad, er det synd og skam at smide den ud. Frys den hellere ned, for alt fra konfekt til sauce kan fryses. Rester af risengrød kan også blive til klatkager og flæskesteg til biksemad. En anden slags overskud er at invitere en enlig til julemiddag, hvis du både har mad og juleglæde at dele ud af.

Tip: Du sagtens kan slukke ovnen 5-10 minutter, før maden er færdig, og bruge eftervarmen. Herved kan du spare en hel del strøm.

10. Naturlige lys

Levende lys står for over halvdelen af partikelforureningen i danske hjem ifølge Miljøstyrelsen, og hvis vi samtidig glemmer at lufte ud i kulden, kan det give et skidt indeklima. Heldigvis er der fine alternativer. Køb økologiske sojalys, der er fri for petrokemiske stoffer, og som er velegnet til allergikere, eller rul nogle fine lys af naturlig bivoks.

Du kan også investere i batteridrevne lys, som kommer i både blok-, stage-, fyrfads- og endda kalenderlysudgaver, og hvor flammen imiterer en ægte, så de syner så naturtro som muligt.

Sponsoreret indhold