Højtider & mærkedage

DIY: Kreativ julepynt med stjerner

AF: Af Anita Lindberg
21.11.2021
Foto: Anita Lindberg (Lindberg Kress Photo & Styling)
Stjerner hører julen til, og kan bruges på utallige måder - både i dekorationer, som kagepynt og i fine ophæng. Så lad kreativiteten lyse, og lav de fineste stjerner af papir, tapetrester, papirler og marcipan. Vi viser dig, hvordan du gør!

Uanset om du inviterer dine gæster forbi til fin julefrokost eller blot til gløgg og æbleskiver, skal boligen helst emme af hyggelig julestemning - og hvad er mere julehyggeligt end den klassiske julestjerne?

Inspiration til stjernepynt

Lav papirstjerner af papir eller tapetrester, og tryl dem om til et fint juletræ til bordet. Du kan bruge så mange stjerner til dit træ, som du synes – vi har brugt ni. Den øverste lille stjerne måler 4 cm på midteraksen – de efterfølgende syv stjerners midterakse er hver 1 cm længere. Topstjernen måler 4 cm på midteraksen.

Du skal bruge:

  • Minipotte med ler eller papirler
  • Tynd kvist eller træpind
  • 9 færdige stjerner
  • Lim

Sådan gør du:

  1. Når du har klippet stjernerne ud, folder du spidserne på midten.
  2. Stik dem herefter på en tynd kvist eller træpind, og placér dem med passende afstand.
  3. Giv evt. pinden en lille klat lim med en limpistol under hver stjerne for at holde dem på plads.
  4. Placér herefter stjernen i en minipotte med ler eller som her i et stykke papirler, der kan holde juletræet oprejst.

Det skal du bruge:

  • 20-25 færdige stjerner
  • Snor
  • Saks
  • Lim
  • 2 pinde eller grene

Sådan gør du:

  1. Klip 20-25 stjerner af papir, tapetrester, karton el.lign. i forskellige størrelser, og fold spidserne skarpt.
  2. Klip snor i forskellige længder, og lim stjernerne på med passende mellemrum.
  3. Bind 2 pinde sammen på midten med snor til et kryds, og bind snorene med stjerner på.
  4. Bind snor i alle 4 ender af uroen, og hæng den op.

Det skal du bruge:

  • Hvid spraymaling eller almindelig hvid maling
  • 1 trækasse med lav kant
  • Forskellige tørre blade og små kogler, fx bregneblade, kristtorn og ellekogler
  • Limpistol
  • Papirler
  • Tynde stearinlys
  • Stjerneudstikker
  • Grov snor

Sådan gør du:

  1. Spray eller mal trækassen hvid, og lad den tørre.
  2. Spray eller mal også de tørre blade, grene og kogler, og lad dem tørre.
  3. Lim dem herefter på kanten af kassen med limpistol. Sørg for, at de er jævnt fordelt.
  4. Form 4 ministager af papirler, stil dem i kassen, og stik lysene ned i dem. Rul papirler tyndt ud, og udstik et par stjerner.
  5. Lav hul i dem til snor, og lad dem tørre.
  6. Stik grov snor igennem hullerne, og læg stjernerne i kassen. Så er adventskassen færdig.

Det skal du bruge:

  • 1 rund chokoladekage
  • 1 pakke fondant
  • Stjerneudstikkere – gerne i forskellige størrelser
  • Papir eller tapetrester
  • 3 træspyd
  • Hvid maling

Sådan gør du:

  1. Bag en god chokoladekage i en rund form. Kom evt. lidt nødder, tranebær og kanel i dejen for at give den julesmag.
  2. Rul fondanten ud, og beklæd kagen med den – lav fine folder rundt i kanten.
  3. Ælt resterne af fondanten sammen, og rul den ud. Udstik stjerner, og placér dem på kagen.
  4. Mal træspyddene hvide, men lad ca. 3 cm være umalede, så de kan stikkes ned i kagen.
  5. Klip 3 papirstjerner ud i forskellige størrelser, og fold hver spids på midten.
  6. Lim stjernerne på træspyddene, og stik dem ned i kagen.

Det skal du bruge:

  • Ståltråd
  • Bloklys
  • Hvid blomstertape
  • Tørrede hvide peberbær (købes i bundter i blomsterbutikker, skal måske bestilles) eller andre hvide dekorationsbær
  • Limpistol eller vindseltråd
  • Papirler
  • Stjerneudstikker
  • Snor

Sådan gør du:

  1. Form en krans af ståltråd, som er lidt større end dit bloklys.
  2. Vikl blomstertape omkring. Lim eller vikl de tørrede hvid peberbær fast på kransen.
  3. Læg den på et lille fad eller en tallerken med bloklyset i midten.
  4. Rul noget papirler fladt ud, og tryk evt. et mønster ned i det. Du kan fx bruge ciselerede vintageglas til at lave mønster med.
  5. Tryk herefter stjerner ud med en stjerneudstikker. Lav et lille hul til snor i hver stjerne, og lad dem tørre.
  6. Træk herefter dine stjerner på en snor, og bind dem på lyset.
Pynt midten af julebordet med et flot mønster – her et juletræ – lavet af forskellige stjerner af papir, tapet og papirler samt tørrede naturmaterialer som kristtornblade, hvid peberbær, bregneblade, kogler og grene, der er spraymalet hvide eller dyppet i stearin.
Marcipangrise er altid et hit og utroligt nemme at lave, hvis man har en gammeldags form. Og ellers kan du forme dem efter fri fantasi. Lad dem pynte på en tallerken på kaffebordet sammen med marcipanstjerner. Her har vi udstukket dem med forskellige kageforme, og trykket bogstaver i dem, så de danner ordet XMAS.

De viste kranse er lavet af forskellige tørrede naturmaterialer. Først har vi formet et stykke ståltråd til en krans og derefter dækket den med hvid blomstertape, så materialerne ikke glider på kransen. Her er fremgangsmåderne:

Øverst til venstre: Kransen består af kristtorn, der først er sprayet med hvid maling, tørrede bregneblade og hvide peberbær på stilke, som er dyppet i grå, smeltet stearin for at opnå den voksede effekt. Dette kan du undlade og blot spraye bladene med hvid eller lysegrå spraymaling. Lad det øverste af kransen være fri.
Lim kristtornbladene på kransen med limpistol, så de ligger lidt inde over hinanden med spidsen samme vej. Pynt herefter bunden af kransen med bregneblade og hvide peberbær, som du limer på med limpistol. Lav stjerner af papir/tapetrester og papirler (se fremgangsmåde andre steder i artiklen), og bind dem på kransen med tråd, eller lim dem på med limpistol.

Øverst til højre: Kransen er lavet af hvide peberbær. De købes i bundter, og selve peberkornene sidder på små stilke. Klip dem af de større stilke, og lim dem på din krans, så den er helt dækket. Du kan også binde dem på med vindseltråd. Lim til sidst en kogle og et par kristtorn, der er sprayet med hvid maling, øverst på kransen.

Stor krans i midten: Kransen er lavet af kristtorn, der først er spraymalet hvid og herefter dyppet i grå, smeltet stearin for at give den et vokset udtryk. Lim kristtornbladene på kransen med limpistol, så de ligger lidt inde over hinanden med spidsen samme vej. Lim en stjerne af papirler på øverst.

Nederst til venstre: Kransen er en lille halmkrans, hvorpå vi har bundet cypres med bærkogler fast med vindseltråd. Alternativt kan du bruge tuja, og i stedet for bær kan du spraymale nogle træperler hvide, lime dem på dekorationsnåle (store knappenåle) og stikke dem ned i kransen. Spray evt. let med hvid maling for at give kransen et frostet look.

Nederst til højre: Kransen er lavet af ellekogler. Lim dem på, så de sidder helt tæt og vender samme vej. Spray dem let med hvid maling for at give kransen et frostet look, og lad den tørre. Bind til sidst en snor i kransen til ophæng.

Sponsoreret indhold