Drop hovedrengøringen, et rent hjem er ikke altafgørende for en god fest – og du skal alligevel regne med at finde din indre rengøringsdame godt og grundigt frem efter festen. Stress ikke over gulvvask, beskidte vinduer og nullermænd i krogene, men prioriter at rydde op, støvsuge let og gøre badeværelset rent. Og brug så tiden på at tænde fyrfadslys, sætte en enkel blomst i vase på badeværelseshylden og pynte stuen hyggeligt op.
En varm velkomst er begyndelsen på en god aften. Vis dine gæster, at de er ventet med glæde ved allerede at sætte stemningen ved hoveddøren. Fx med hurricanes med levende lys på trappen, serpentiner i entreen eller et hjemmelavet velkomstskilt på døren.
Læs også: Kransekage trin for trin - sådan gør du!
Hav en plan for gæsternes overtøj, så der ikke opstår kaos i entreen, når de ankommer. Har du ikke knager nok, skal du måske have fat i et ekstra tøjstativ på forhånd. At lægge overtøjet på sengen i soveværelset er en klassiker, men husk, at rummet skal være ryddet op og til at komme til hele aftenen. Skal du holde abefest, kan du risikere, at folk vil benytte det tilgængelige værelse til at sove brandert ud i i løbet af aftenen.
Bordplan er en god ting – også selvom selskabet er lille. På den måde kan du nemlig sikre et godt miks omkring bordet, og at ingen står forvirret tilbage. Alternativt kan du lave en festlig lodtrækning om pladserne, før I sætter jer – så alle er sikret en plads. Efter hovedretten kan du evt. sige, at bordplanen er opløst, hvis stemningen er til det.
God mad, behøver ikke at være besværlig. Har du ikke mod på en hjemmelavet treretters menu nytårsaften, kan man finde masser af take out-steder, der tilbereder lækker gæstemad. Suppler med hjemmebagt brød og en nem dessert. Vil du lave det hele fra bunden, så vælg en ret, du kender godt, så det ikke stresser dig på dagen. Alternativt kan du lave en prøvemiddag et par uger før festen, hvor du lærer alle trin og eventuelle faldgruber i din gourmetmenu godt at kende.
Buffet er oplagt, hvis du skal have mange gæster. Du kan nøjes med 6-10 retter inklusive salater. Sørg for at retterne er forskellige, så der både er kød, grønt, tilbehør som pasta, kartofler, bulgur osv. repræsenteret. Regn med ca. en fjerdel-tredjedel af en normal portion pr. person pr. ret, ellers får du for meget mad.
Læs også: Nemme kransekage-småkager med nougat
Skål! Det er ikke alle, der drikker alting, så husk at have et ekstra lager af drikkevarer, der kan tilfredsstille tørstige sjæle. Serverer du rødvin, så hav også lidt øl og hvidvin på lager. En god juice og sodavand er også et hit. Vand i kander på bordet et must.
Champagne kl. 00.00 skal der til. Serverer du den med kransekage, skal den være demi-sec, så de søde smagsnoter spiller sammen. Champagnen må ikke være for kold, hvis smagen skal træde rigtigt frem. Server altid champagne i høje glas, så boblerne ikke går af.
Rigtig godt nytår! Husk at nyde festen – både for din egen og gæsternes skyld.
Læs også: 3 nytårsborde, dine gæster vil huske