Julehjerter med forskellige mønstre giver liv til juletræet og skaber variation i dit julepynt. Det er både ganske let og rimeligt kompliceret at flette et julehjerte - heldigvis vælger man selv sit niveau.
Julehjerter kan laves i mange forskellige sværhedsgrader – og ofte gælder det, at jo mere komplicerede de er, jo mere imponerende er de færdigflettede. Når det så er sagt, så er der altså også noget ganske særligt over de klassiske rød-hvid-ternede julehjerter i glanspapir.
Du skal som udgangspunkt bruge papir (fx glanspapir), en skabelon, en blyant og en saks – dertil kommer lim til hanken, og ofte kan det gøre processen lettere med en pincet.
Fremgangsmåden består i først at tegne sin skabelon på to stykker papir i forskellig farve, og siden klippe dem ud. Så er du klar til at flette dit julehjerte.
TIP: Tegn din skabelon på bagsiden af dit flette-papir. Så kan de skæve blyantstreger ikke ses.
Du folder ved at føre de to dele sammen. Flet hver flig fra den ene del skiftevis over og under den tilsvarende flig på den anden.
Herunder finder du skabeloner til massevis af forskellige, smukke julehjerter, og et eksempel på, hvordan du fletter et julehjerte med juletræsmønster.
Inden du fletter dit julehjerte med figurer, så øv dig med et stykke bagepapir først. Det kræver nemlig lidt øvelse at flette julehjerter med mange strimler.
Det er godt at bruge papir, der ikke er for kraftigt, da det kan være svært at flette specielt de nederste strimler uden at krølle dem for meget, hvis papiret er tykt.
Her finder du en skabelon til flere forskellige julehjerter. Den er lavet, så du kan printe mange kopier af bare en enkelt side, og klippe flere forskellige smukke motiver. Find julehjerte-skabelonen hér.
Her får du et eksempel på et af julehjerterne fra skabelonen. Efter trin-for-trin-vejledeningen er der meget mere inspiration til julehjerter.
Det skal du bruge:
1. Overfør skabelon nr. 7 fra skabelonsarket til bagepapir og klip den ud. Fold de to stykker papir, som du vil flette julehjertet af, så de ligger dobbelt med den farvede side indad.
2. Tegn din papirsskabelon op på bagsiden af papiret. På den måde undgår du, at man kan se blyantsmarkeringerne på dit julehjerte, når du vender papiret.
3. Klip delene ud, og klip flettemarkeringerne op. Klip dem cirka to mm længere end stregen på tværs, så du kan få fletværket til at passe. Vend papiret om, så den farvede side vender udad.
4. Flet de to dele af julehjertet sammen ved at stikke strimlerne ind i og uden om hinanden, forskudt fra række til række. Flet en række færdig ad gangen.
5. Fortsæt med den anden strimmel, og flet den modsat den første, så mønstret træder frem.
6. Når du kommer til den sidste strimmel, må du bruge en lille pincet for at få den trukket igennem den sidste fletning, da papiret ellers kommer til at krølle. Klip til sidst en strimmel på cirka 20 x 2 cm af den ene slags glanspapir, du har brugt til julehjertet. Lim strimlen på indvendigt i toppen af julehjertet som hank.