DIY & kreative ideer

Skab oasestemning på terrassen

AF: af Karina Demuth
7.06.2018
Foto: Karina Demuth, Anastazia Jørgensen og Columbus Leth.
Små træer og buske i potter kan give din altan eller terrasse lidt oasestemning. De kan være dyre at købe, og de kræver lidt plads – til gengæld har du glæde af dem år efter år, og med lidt held passer de næsten sig selv.

Blomstrende buske, små, fine træer og kraftfulde klatreplanter, der kan dække en hel væg er ikke det første, man kaster sig over, når man skal etablere en lille krukkehave og ikke har prøvet det før.

Men når du har fået lidt erfaring med sommerblomster, krydderurter og måske også stauder og roser, er de det uomgængelige næste skridt. Det er nemlig de store flerårige planter, der for alvor giver pondus og karakter til krukkehaven og løfter den fra en samling blomster og grønt til et fuldbårent lille haverum, der helt bogstaveligt er afgrænset med egne levende vægge og lofter.

De flerårige planter kræver, at du er lige over begynderstadiet. Mens sommerblomsterne kan betragtes som en længeblomstrende buket, der ryger på komposten efter brug, er de flerårige planter noget dyrere i anskaffelse. Til gengæld kan du have dem i mange år, hvis du passer dem ordentligt. Og jo ældre, større og kraftigere de bliver, jo flottere er de.

Få inspiration til at skabe oasestemning med flerårige planter:

Syringa meyeri ‘Palibin’ blomstrer med fantastiske 4-7 cm store lysviolette blomster i juni. Træet fås både som busk og som opstammet lille træ. Det bliver kun ca. 150 cm højt, og den moderate vækst gør det særligt velegnet til dyrkning i krukker.
Hydrangea macrophylla er med sine store, smukke og meget holdbare blomster noget nær den ideelle krukkeplante. Hortensia trives allerbedst i halvskygge og i en lidt sur jord og vil i en krukke blive 60-100 cm høj. Udfordringen med hortensia er, at den oprindeligt slet ikke er gearet til det danske klima. Derfor har mange oplevet, at deres hortensia efter første år er holdt op med at blomstre. I langt de fleste tilfælde skyldes det, at sorten ikke er fuldt vinterhårdfør, og at dens knopsætning til årets blomster derfor bliver ødelagt af frosten, før den rigtigt når at komme i gang. Heldigvis har man i dag fundet frem til nogle særligt stærke og smukke planter, der er specielt udviklet til at klare det danske klima. Se fx efter de fuldt hårdføre sorter ’Alma’ (hvid), ’Bella’ (mørkrosa), ’Clara’ (lysblå) og ’Dorthea’ (lys rosa), ’Elisa’ (rød-blå) og ’Frida’ (rosa).
Acer Palmatum er et yndefuldt lille træ, der med sin halvkuppelformede krone giver en fin højde og runder krukkehaven af med et let loft. Træet klarer sig fint i en krukke og er vinterhårdført på en beskyttet plads, hvor der er godt med læ.
Hydrangea anomala er en nem og nøjsom plante, der kan trives fint i en stor krukke. Den kan godt være en lidt langsom starter, men bare giv den god jord, god tid og noget at klatre i. Så skal den nok komme. Klatrehortensia blomstrer i juni-juli, får flotte gule høstfarver og står med sine nøgne kraftige grene og pynter hele vinteren. Klatrehortensia er fuldt vinterhårdfør.
Gunnera manicata er en imponerende kæmpestaude, der får enorme rabarberlignende blade. Den bliver mellem 1 og 2 m høj og skyder med brungrønne blomsterstande i sensommeren. Planten skal have en meget stor krukke med god næringsrig og fugtig havejord. Den trives både i sol og halvskygge, men tåler ikke frost, og fordi den er så stor, er den lidt bøvlet at overvintre. Planten kan beskyttes med et tykt lag halm eller grangrene og en presenning over, så den ikke trækker vand.
Olea europaes skaber en skøn sydlandsk stemning i haven. Oliventræer fås i mange størrelser, og særligt flot er det selvfølgelig, når stammen har en vis størrelse. Sæt dit træ i en stor krukke med let sur jord (køb fx en særlig citrusjord på planteskolen), og pas det med masser af lys og moderat vanding. Træet tåler let udtørring mellem hver vanding, og jorden må under ingen omstændigheder blive for våd. Oliven skal opbevares frostfrit – helst ved 5-10°, fx i en kølig, men lys udestue. Træet tåler let frost på stammen og bladene, men rødderne må ikke fryse. Omkring april kan du sætte træet udenfor igen. Giv det en ompotning, hvis det er nødvendigt, gød med lidt citrusgødning i vandet, og beskyt det i starten mod den skarpe forårssol.
Syringa vulgaris er en smuk, blomstrende og hårdfør stor busk, der også kan tage form som et lille træ. Syrenen tåler sol, halvskygge og blæst, trives de fleste steder og er fuldt vinterhårdfør. Jo mere lys den får, jo mere blomstrer den. Syrener blomstrer i maj-juni på sidste års skud, så beskær din syren, lige efter den er afblomstret. Venter du til om vinteren eller det tidlige forår, vil du klippe alle blomsteranlæggene af. Gød let i det tidlige forår og lidt igen, når blomstringen er slut omkring juli måned.

Bliv krukkeekspert

Tekst og foto til er fra bogen Krukker og højbede af Karina Demuth. Bogen er utrolig smuk og inspirerende med masser af praktiske anvisninger og inspiration til, hvordan du kan gøre din have, altan eller terrasse til en romantisk krukkehave. Du får bl.a. tips til valg af jord, afgrøder, blomster og øvrige planter, og du lærer at vande, gøde og beskære korrekt samt at tage stiklinger, så du kan lave nye planter af de eksisterende.

Sponsoreret indhold