Ser du tilbage på et år, hvor staudebedet ikke har levet op til dine forventninger, eller har du bare lyst til en forandring, er der ikke noget bedre tidspunkt at slå til end nu.
Efteråret er det optimale tidspunkt at plante langt de fleste stauder, og det kræver ikke nødvendigvis en total omlægning af bedet at skabe mere drama og visuel effekt. Ved blot at flytte lidt rundt på de planter, du har, og tilføje enkelte nye kan du sørge for, at dit staudebed vil genopstå stærkere, flottere og frodigere næste sæson. Her får du 5 tips til, hvordan du frisker dit staudebed op.
Begynd med at se på de stauder, du allerede har stående i bedet. Har nogen af dem fået en bar plet i midten, blomstrer de ikke så flittigt som før, eller er de simpelthen blevet for store, er det på tide at dele og omplante dem. Grav hele planten op, og del den så i to eller flere stykker med spaden. Det kan virke brutalt, men det vil i langt de fleste tilfælde stimulere planten til en bedre vækst og øget blomstring næste år.
Grav stauderne op, del dem i flere stykker med spaden, og plant dem igen. De vil vende stærkt tilbage næste år.
Inden du planter stauderne i bedet igen, så overvej, om du ved samme lejlighed skal flytte lidt rundt på dem, så de står bedre i forhold til hinanden, eller om de måske skal have et helt andet voksested.
De fleste har prøvet at plante en staude, man har set et pragteksemplar af i en anden have, og opleve, hvordan den i ens egen have kun udvikler sig til en lille, forkølet tjavs, der sætter få eller ingen blomster. Hvis en staude i dit bed ikke trives, så grib spaden, grav den op, og flyt den til et andet sted i haven. Det kan være, at den bare står lidt for skygget, tørt eller forblæst på den plads, du har plantet den, og vil komme stærkt igen til næste år, hvis den får bedre vækstbetingelser. I stedet kan du plante noget andet, som passer bedre til voksepladsen.
Når man sammensætter et staudebed, er det ofte blomsternes farver og former, der i første omgang fokuseres på. Det er let at glemme, at der for langt de fleste stauder er en væsentlig større del af vækstsæsonen, hvor blomsterne ikke er kommet til syne endnu, og hvor det er plantens blade og vækstform, man lægger mærke til.
Mangler der dynamik i dit bed, så prøv at sætter planter med meget forskelligartede bladformer sammen. En iris’ sværdformede blade giver et godt modspil til de runde blade hos fx hosta, mens en florlet græs vil stå godt sammen med bastante frøstande fra fx purpursolhat. Hvis du synes, at dit bed er lidt fladt, så tjek, om det i bogstaveligste forstand er fladt, altså om planterne alle er i nogenlunde samme højde. Er det tilfældet, kan du få stor effekt ud af at tilføje enkelte planter, så højden varierer mere.
En meget enkel og effektiv tommelfingerregel er, at der skal være tre visuelle lag i dit bed: Et lavt, et mellem og et højt. Hvis der er noget at se på i alle tre lag, vil bedet se både spændende og harmonisk ud. Sidst, men ikke mindst, så husk at placere de højeste planter bagest i bedet og de laveste forrest, hvis bedet står op ad fx en hæk.
Placér planter med forskelligartede bladformer ved siden af hinanden.Så bliver bedet mere spændende at se på.
TIP: Er bedet placeret, så det ses fra flere sider, placeres de højeste stauder i midten og de øvrige rundtomkring i faldende højde.
Når du har delt og omplantet de stauder, du allerede har, kan du tage bestik af, om der skal plantes lidt nyt i staudebedet. Der er dog ingen grund til at tro, at man partout skal købe en masse forskellige nye planter for at få et spændende staudebed. Faktisk ligger den største kunst i at begrænse sig.
Et bed, hvor bestemte planter går igen og skaber rytme og sammenhæng, vil have langt mere visuel gennemslagskraft end et, hvor forskellige planter er strøet ud en og en. Læg mærke til, hvilke planter der trives i dit bed, og brug dem som de gennemgående planter. De har bevist, at de befinder sig vel i din have, så hvis du baserer staudebedet på dem, vil det altid se flot og triveligt ud.
Supplér med spændende og iøjnefaldende planter af forskellig art, der giver kontrast, blikfang og strukturel spænding til bedet. Plant et par enkelte ”primadonnaer” i bedet, dvs. iøjnefaldende planter, der ikke er plads til alt for mange af. Prøv fx pampasgræs, mammutgunnera, oktobersølvlys, ridderspore, rosenkvæsurt eller træpæon. Bare en enkelt af dem vil give nyt liv og energi til staudebedet i mange år fremover.
Tone-i-tone-bede er smukke, og de har ikke samme risiko for at mislykkes som et bed, hvor man leger med kontrastfarver og modsætninger. Men hvis du vil have frisket udtrykket i dit bed op, så prøv at vove dig ud i en staude eller to med blomster i en kontrastfarve.
Her ses lilla oktobersølvlys i flot og dramatisk kontrast med en lille japansk løn.
De såkaldte komplementærfarver giver den stærkeste kontrast. For lilla er komplementærfarven gul, for blå er den orange, og for grøn er den rød. Disse sammensætninger giver en meget kras kontrast, så her er det vigtigt, at der kun tilføjes et strejf af komplementærfarven. Har du fx et bed i primært lilla farver, vil enkelte planter med gule blomster give et flot pift, mens halvt af hver vil være alt for voldsomt. Et farvehjul er et godt redskab til at vurdere, hvordan du skaber kontrast og harmoni.
Flotte frøstande I efteråret
Mens stauderne nærmest falder over hinanden for at pynte din have op fra maj til august, er der færre om buddet, når man når hen i de koldere måneder. Her sætter man pris på de planter, som har frøstande, der ser flotte ud, også når de er afblomstret. Ser staudebedet kedeligt ud nu, hvor bladene er faldet, så plant en staude eller to ind i bedet, som også pynter om vinteren, fx pampasgræs, løvehale, kæmpevalmue, sibirisk iris eller måske en rose, som sætter flotte hyben.