Blomster & Planter

Dyrk de smukkeste valmuer

AF: af Renate Rosenmeier
5.05.2021
Foto: Lars Lindberg, Jes Buusmann og Zarah Rosenmeier
De fleste forbinder valmuer med grøftekanter og vild natur. Men faktisk egner de sig glimrende i haven, hvor de kan bløde op på stramme former og give bedene det helt rigtige utæmmede countrylook. Vi gør dig klogere på den vilde plante lige her!

Valmuer findes i alverdens farver og er så lette at dyrke, at du nærmest skal passe på ikke at få for mange af dem.

Arterne er stauder, enårige eller toårige, og blomsterne kan være både enkle, dobbelte og fyldte, med buede, takkede eller flossede kanter.

Fælles for alle blomsterne er, at de danner en dekorativ frøkapsel fyldt med tusindvis af frø, du kan gemme og så andre steder i haven.

Staudevalmuen pryder år efter år

Hvis du gerne vil have flere planter, kan avle dine egne valmuer, ved at gemme valmuekapslerne, tørre frøene og så dem forår eller efterår.

Bland de tørre frø med såjord eller sand, strø dem i en kasse med jord, og dæk med lidt såjord. Så har du styr på dem, indtil de kommer op. Sæt kassen et lidt skyggefuldt sted, og husk at vande jævnligt. Dæk evt. med lidt plastikfilm, hvis det bliver for koldt eller regnfuldt.

Efter ca. en uge er frøene spiret. Når planterne er blevet stærke og store efter ca. to måneder, kan du plante dem ud i haven et sted, hvor der er fuld sol.

Husk at plante med god afstand, da valmuer har brug for plads til at brede sig. Hold også øje med, at de ikke står i skyggen af andre høje planter, da det hindrer væksten og i værste fald kan føre til, at dine valmuer dør af lysmangel.

Hvordan sår man valmuer?

Enårige valmuer skal sås i det tidlige forår i drivhus med henblik på senere udplantning eller direkte på voksestedet. Valmuerne er ikke altid glade for den forstyrrelse, det giver rødderne, når de plantes ud, og vil derfor helst sås direkte, men det kan være nødvendigt at forspire i nogle tilfælde.

I drivhuset kan du så allerede fra februar og i bedene fra marts-april. De skiftende temperaturer ødelægger ikke frøene, derimod er den største fjende nok musene, der elsker valmuefrø.

Valmuefrø klar til at blive høstet

Læs også: Fra zinkbalje til krydderurtebed

Hvordan sår man valmuer?

Har du forspiret opiumsvalmuer, skal de plantes ud med 15 cm’s mellemrum. Mindre valmuer som kornvalmuer og islandske valmuer kan sagtens plantes med 5 cm’s mellemrum, da de ikke fylder ret meget og næsten ingen blade har. Plant dem gerne i nærheden af andre støttende planter, så de ikke vælter i stærk blæst. Valmuerne blomstrer i juni-juli, afhængigt af sort.

4 Idéer og tips til dine valmuer

  1. Blomstermiks: Du kan sagtens så valmuer i krukker, og blander du de med andre små sommerblomster, får du et skønt, utæmmet blomstermiks!
  2. Pres en valmue: Pres valmueblomsterne mellem aviser med tunge bøger ovenpå eller i blomsterpressen, og sæt dem i en ramme.
  3. Spændende frøformering: Har du forskellige kulørte valmuer i din have, vil insekter sørge for, at de bliver bestøvet og dermed fåske får en anden farve end sidste år.
  4. Valmuer i buketter: Valmuer holder ikke mange dage i buketter, men hvis du klipper dem, lige før de skal pynte i vasen, holder de et døgns tid. Brug også de grønne frøkapsler i buketter, de holder meget længe.

Vi er vilde med valmuer, og i galleriet nedenfor afslører vi, hvilke 8 sorter der er vores favoritter!

Portræt: Valmuer

Sponsoreret indhold