Blomster & Planter

Forspir Lathyrus, Ærteblomst

AF: Tekst og
28.02.2021
foto: Kenn Römer-Bruhn
Lathyrus, Ærteblomst, er en smuk sommerblomst, der fylder godt i haven og derfor egner sig perfekt op ad drivhus- og husvægge. Forspir Lathyrus ved at følge vores nemme råd.

Flere steder kan man læse, at Lathyrus skulle være besværlig at dyrke, at planten let får skimmel, og at den kun blomstrer over en kort periode. Men der er ikke hold i de mange myter, og vi vil gerne være med til at nedbryde dem, for det er en skøn plante, som er meget nem at dyrke, hvis man ved hvordan. Se galleriet nederst i artiklen.

Læs også: Forspir Lathyrus, og byg et plantestativ til dem

Lathyrus fås i et væld af forskellige farver, så du kan nemt finde netop den, der passer bedst ind i din have. Planten får lette blomster, som til forveksling ligner Stedmoderblomsten en smule. Lathyrus har en skøn duft, som spreder sig rundt i haven, lige så snart de smukke blomster springer ud.

Du kan både få sorter, der er et- eller flerårige. De springer ud i løbet af juni måned, og flere sorter blomstrer langt ind i sensommeren. Du kan nemt formere dem ved at følge nedenstående råd. På den måde er du stort set garanteret en spireprocent på 100, og så får du fordoblet din investering. Det gode ved det er, at det både er nemt og ganske gratis.

Køb Lathyrus-frø her.

Forspir Lathyrus, Ærteblomst

Start med at forberede Lathyrus-frøene i marts måned ved at lægge dine frø i et glas vand og lade dem ligge deri i ca. to døgn. Du kan nemt se, når de er klar til at blive sået. De får en fin lille sprække i frøskallen, og nogle af frøene har måske endda allerede boret en lille spire ud gennem skallen.

Så frøene

Efter et til to døgn er frøene svulmet op, og frøskallen er blevet blød, så frøene uden problemer vil kunne spire. Så dem i høje potter, bakker, mælkekartoner el.lign. Brug fx Rootrainers, som er smarte, fordi de tillader rødderne god plads i dybden, samtidig med at de kan stå ganske tæt. De er også nemme og skånsomme, når planterne skal plantes om eller ud.

Læs også: Lathyrus tiltrækker sommerfugle

Lad Lathyrus vokse, og knib dem så

Efter frøene er blevet sået i plantebakker, skal planterne have ro og gerne lidt varme. Ikke længe efter er de små spirer vokset frem i bakkerne. Når de vokser ud over kanten og har fået en god volumen, skal du i gang med at knibe topskuddene af.

Man læser normalt, at topskuddet skal knibes af, når planterne er ca. 10 cm høje. Men du kan med fordel vente lidt længere. For der skal være mindst 2-3 blade, som er i god vækst, og over det øverste af disse blade må der meget gerne være yderligere 10 cm ekstralængde på planterne.

Når Lathyrus-spirerne har nået en passende højde, kniber du topskuddene af med en almindelig saks. Gem topskuddene fugtigt, indtil du kort efter planter dem i spirekasser – for det er i topskuddene, hemmeligheden ligger.

En fordobling af Lathyruss!

Nu skal der laves massevis af små Lathyrus-stiklinger. Du skal være meget forsigtig med topskuddene, så håndtér dem med ekstrastor omhu. Der er ikke mange, der ved det, men Lathyrus sætter faktisk utrolig nemt rødder.

De skal altså (hurtigst muligt) straks sættes i en spirekasse i en god og porøs priklejord (tilsat perlite). Her skal de stå lunt og med et gennemsigtigt låg over. Snart vil de slå rødder.

Du kan sagtens bruge en billig spirekasse købt i et supermarked. Det er en rigtig god investering, som kan anbefales at købe.

Læs også: Sådan presser du blomster

Sæt topskuddene i en god muldjord, som du har tilsat en god portion grus. Grusset gør, at rødderne får luft. Tryk let til, så stiklingen står fast.

Du kan sagtens plante dem tæt, for de er slet ikke så sarte. Har du ingen spirekasse, kan en stor potte også bruges. Her sætter du bare en hvid plastpose om, så fugtigheden holdes inde. Husk at klippe et lille hul i toppen, så planterne kan ånde. Et lille buet stykke ståltråd kan holde posen på plads.

Omplant og plant ud

Når planterne har slået rødder efter kun 1-2 uger, skal de hærdes. Tag dem ud af deres fugtige miljø, og væn dem til et mere tørt ét. Herefter varer det ikke længe, før dine Lathyrusser kan komme ud i haven, potter eller altankasser. Oftest er Lathyrus klar til at blive plantet ud i maj måned.

Se, hvordan du nemt forspirer Lathyrus i galleriet nedenfor.

Forspir Lathyrus, Ærteblomst

Sponsoreret indhold