Blomster & Planter

Fyld haven med evighedsblomster

AF: af Bente Halkjær
26.01.2021
Foto: Pia Borgsmidt.
Vil du prøve at dyrke planter, der egner sig godt til tørring, kan du følge vores guide. Læs, hvilke farverige blomster der egner sig til buketter med så lang holdbarhed, at de også kaldes evighedsblomster.

Friske buketter er fantastiske at pynte op med, men inden for de seneste år er det blevet moderne med buketter af tørrede blomster. De tørrede blomster kaldes også evighedsblomster, og selv om de ikke holder en evighed, holder de sig flotte ganske længe. Det betyder, at du ikke behøver at klippe blomsterne af dine planter så ofte, og det er en fordel, hvis du ikke har så mange i haven.

Dyrk dine egne blomster til tørring og evighedsbuketter

En- eller flerårige blomster?
En del evighedsblomster er enårige, og dem kan du dyrke på bare pletter i bedene, men du kan også så dem på rækker, så du laver din egen skærehave. Evighedsblomsterne trives generelt bedst i almindelig god havejord på en vokseplads, hvor der er godt med sol. Du kan forspire dem indenfor i løbet af foråret og plante dem ud, når der ikke længere er fare for frost. Mange af planterne kan du dog så direkte på voksestedet. På frøposen vil det altid stå, om det er nødvendigt at forspire eller ej.

Drømmer du om evighedsblomster, der kommer igen hvert år, kan det også lade sig gøre. Disse planter kan du med fordel dyrke i staudebedet. Når du køber planter i potter, kan du som udgangspunkt plante året rundt, når blot det ikke er frostvejr, men efteråret er dog det optimale plantetidspunkt. Stauderne kommer hurtigst i god vækst, hvis du graver et rigeligt stort hul, løsner jorden i bunden og siderne og sætter den godt gennemvandede plante ned i hullet. Sørg for, at planten står i samme højde som i potten, og tryk jorden godt til omkring den. Det er vigtigt at passe planterne godt med vand, navnlig i etableringsfasen.

Sådan tørrer du blomsterne
Pluk blomsterne, når de er nyudsprungne og på en tør dag, så de er tørre. Fjern de nederste blade, og saml blomsterne i små bundter efter art. Sæt en elastik omkring stænglerne. Du kan også bruge snor, men da stænglerne bliver tyndere, efterhånden som de tørrer, vil nogle af stænglerne have en tendens til at glide ud af bundet, når du bruger snor. Sæt en snor fast i elastikken til ophæng, og hæng blomsterbundterne op med hovederne nedad et sted, hvor der er tørt, god ventilation og gerne mørkt, så de ikke falmer. Brug de tørrede blomster i buketter, kranse og dekorationer. Husk dog også at høste frø fra dine evighedsblomster, så du kan så igen næste år.

Enårige blomster til tørring

Der er mange muligheder, når du vil dyrke og tørre enårige blomster. Nogle er velkendte, mens andre er knap så almindelige, men alligevel gode:

  • Amarant
  • Blåkvast
  • Fløjlsblomst
  • Frøkenhat
  • Hareøre
  • Irlandsklokke
  • Kongeskærm
  • Kæmpeevighedsblomst
  • Papirknop
  • Skabiose
  • Solvinge
  • Sommerasters
  • Sommerridderspore
  • Ungkarleknap
  • Vinget hindebæger

Flerårige blomster til tørring

Gå på jagt i staudebedet, og find flotte og dekorative blomster, som du kan tørre:

  • Brudeslør
  • Hortensia
  • Karryplante
  • Lavendel
  • Mandstro
  • Purpursolhat, evt. uden randblomster
  • Rose
  • Røllike
  • Tidselkugle

Flotte frøstande

Mange planter har smukke, skulpturelle frøstande, der egner sig fantastisk til tørring:

  • Akeleje
  • Djævlen i busken
  • Hør
  • Jomfru i det grønne
  • Judaspenge
  • Prydløg
  • Stjerneskabiose
  • Valmue

Blomsteravlernes evighedsblomster

Karryduft i bedet

Karryplanten spreder en vidunderlig, krydret duft af karry, og det er en plante, der ofte dyrkes på grund af de flotte grå blade, men planten sætter også smukke, gule blomster, der er meget velegnede til tørring. Karryplanten er en staude, som du kan have glæde af år efter år – her står den bl.a. mellem storkenæb og violfrøstjerne.

Lavendel

Lavendelblå klassiker

Når du skal dyrke planter til tørring, er lavendel meget populær, for de dejlige blå blomster bevarer både farve og duft. Lavendel er en staude, som kan bruges som kantplante, men du kan også dyrke den i et blandet bed, f.eks. med skovjordbær i bunden.

Hjertegræs og jødekirsebær

Sirlige græsser og små planteballoner

Græsser giver en særlig lethed i såvel bedet som i en buket eller krans, og hjertegræs er med sine små blomster særlig yndig. Her får hjertegræsset selskab af jødekirsebær. TIP Der er tre forskellige arter af hjertegræs i tre forskellige størrelser, nemlig stor hjertegræs, almindelig hjertegræs og dværghjertegræs.

Jødekirsebær

Oppustet darling

Jødekirsebær er en flerårig plante, der starter med at sætte små, hvide blomster, der ikke er specielt iøjnefaldende. Efter blomstring begynder frøudviklingen, og her sker det ejendommelige, at frøene sidder sammen i en kuglerund stand, som er omgivet af et opblæst hylster. I starten er hylstret grønt, men det bliver senere orange, og så er stænglerne meget egnede til tørring.

Judaspenge

Mønter i haven

Det er ikke kun blomster, der er gode til tørring, for der er også mange skønne frøstande, som er nemme at tørre og superflotte i buketter – det drejer sig bl.a. om prydløg og judaspenge.

Irlandsklokke

Klokkeklang

Irlandsklokke er en enårig sommerblomst, der bliver op til en meter høj. Stænglerne er fyldt med klokkeformede bægre, og det er herinde, de små, hvide blomster er. Planten dyrkes dog primært på grund af de dekorative klokker.

Frøkenhat

De fineste hatte

Der er nogle blomster, som det er oplagt at tørre, og så er der andre, hvor tanken måske slet ikke strejfer en, men frøkenhat er også smuk i tørret tilstand.

Kæmpeevighedsblomst

Dronningen af evighedsblomster

Kæmpeevighedsblomst er indbegrebet af en evighedsblomst, og der har blomster i flere vidunderlige farver, der holder sig fantastisk efter tørring.

Sommerridderspore

Kan den tørres?

Når du ser på denne bedårende sommerridderspore i fuldt flor, tænker du næppe på tørring, men den tørrer på smukkeste vis og bevarer den intense farve.

Sommerasters

Søde sommerasters

Prøv dig frem med tørring af forskellige planter i haven. Sommerasters er pragtfuld i friske buketter, men prøv også at tørre nogle af dem.

Kongeskærm

Skønne skærme

Kongeskærm er en pragtfuld plante med et væld af små, hvide blomster, der sidder samlet i store skærme. Det er altid oplagt at tørre frøstande fra skærmplanter, men denne kan du også tørre med et godt resultat, mens den stadig står i fuldt flor.

Skabiose

Kunstfærdige frøstande

Skabiose er en fin sommerblomst, som efter endt blomstring tryller de smukkeste frøstande frem, der er gode til tørring.

Mælde

Prægtig mælde

Den flotte mælde, der står side om side med dahliaen, kan du også plukke og hænge til tørre, hvorefter du kan bruge den i en buket.

vinget hindebæger

Snehvidt flor

Denne plante kaldes ofte statice, men det rigtige navn er dog vinget hindebæger. Planten er enårig og perfekt til tørring, og den findes med blomster i mange dejlige farver.

Hortensia

Fortryllende farvetoner

Hortensia er svær at komme uden om, når det drejer sig om tørrede blomster, for den får de mest vidunderlige farver. Skal du bruge blomster til kranse, er det en fordel at binde kransen, mens de er friske, da de ellers bliver noget skrøbelige at arbejde med.

Tørrede valmuer

Tørre stande

Valmuens frøstande er smukke i buketter, og da de har små klapper øverst, kan du let drysse frøene ud og gemme den til næste års såning og samtidig bevare frøstandene.

Judaspenge

Pæne penge

Judaspenge er en toårig plante, der sætter violette blomster i starten af sommeren, og senere kommer et væld af frøstande, der ligner runde mønter.

kæmpeevighedsblomster

Kig op

Det er et betagende syn, når bundter af kæmpeevighedsblomster hænger side om side i de herligste farver.

Tørrede vinget hindebæger

Stængler med vinger

Vinget hindebæger er en pragtfuld, blomstervillig plante med vingede stængler, deraf navnet hindebæger.

Savner du flere tips til evighedsbuketter, så kan du læse meget mere her: Lav en smuk evighedsbuket.

Sponsoreret indhold