Geranium sanguineum var. striatum, Storkenæb, er en busket plante, som dels kryber langs jorden og dels får opretstående stilke med blomster. Det er karakteristisk for denne Storkenæb, at den kun danner en blomst pr. stilk, hvorimod andre sorter danner parvise blomster på hver stilk.
Læs også: Geranium maculatum
Geranium sanguineum var. striatum egner sig godt som kantplante i dine bede, hvor den giver et romantisk udtryk til haven. Du kan også vælge at bruge den som bunddække, hvilket den er eminent til, fordi den ikke bliver særligt høj.
Planten er især dejlig at have i blomsterhaven, fordi den blomstrer så længe, som den gør. Så du kan nyde de skønne blomster hele sommeren. Fjern evt. de visne blomster, når du opdager dem, for det kan være med til at forlænge blomstringen yderligere.
Geranium sanguineum var. striatum er nem at passe, da den kan tåle en god mængde tørke, og så stiller den ikke store krav til jordbundsforhold. Den kan nemlig gro både på stenskrænter og i meget sandet jord. Og den kan sagtens gro steder, hvor der af og til er skygge, men den foretrækker allerhelst sol.
Den er flerårig, så du skal ikke ud at investere i nye planter hvert år, når du først har gjort den til en del af din have. Derudover kan den faktisk være selvsående, så du kan godt opleve, at der næste år venter dig en dejlig gevinst.
Planten er meget hårdfør, så du skal ikke være bange for, at den tager skade af det til tider hårde danske vejr. Du kan desuden så frøene i en koldbænk fra januar til marts og plante dem ud, når vejret er blevet mildere.
Bierne elsker Storkenæb, så det bed hvor du vælger at plante den, vil være omsværmet af bier det meste af sommeren. Og man kan jo kun glæde sig over, at der kommer lidt liv i haven.
Hvis du vil, kan du beskære storkenæb sidst på året, når de begynder at se triste og ranglede ud. De blomstrer ikke igen, samme sæson, selvom du er efter dem med klipning tidligt, så der er ingen anden praktisk grund end at du ønsker dig bedet lidt veltrimmet. Tænk dog over, at frøstandende faktisk er ganske smukke, når de står dækket af rimfrost i vinterhalvåret — så måske er det slet ikke besværet værd. Det er en smagssag.
Læs også: Bring haven ind i hjemmet