Trods sin status som årets blomsterløg 2019 er den ingen nyhed. Dette alle tiders lille blomsterløg er faktisk kendt helt tilbage fra 1500-tallet. Perlehyacinten er oprindeligt fra middelhavsområdet, Centralasien og Kaukasus. Rundt omkring i de danske haver er den nærmest lige så populær som krokus, vintergæk og påskelilje.
Pasning og plantning af perlehyacint
Almindelig perlehyacint - Muscari botryoides er måske den mest kendte, men af de mere end 20 arter der findes, er der flere, der dukker op i havelandskabet. Udover botryoides kan nævnes Muscari latifolium, Muscari armeniacum og Muscari aucheri. Udseende
Perlehyacinter dukker op og blomstrer lige i hælene på de tidlige forårsblomster i april-maj. Den bliver ca. 20 cm høj. Blomsterne sidder i et tæt aks, som små perler - heraf navnet. Farverne spænder fra hvid over sart rosa til lilla og stærkt blå. Mange sorter er stærkt lilla, hvilket har givet den tilnavnet druehyacint. Det diskuteres ofte om planten er giftig, og den er faktisk en smule giftig. Der findes dog ingen kendte tilfælde af alvorlige forgiftninger. Det anbefales at kontakte læge, hvis der er indtaget dele af løget, eller større mængder plantedele. Tager du enkelte forholdsregler, så er der ingen grund til at bekymre sig om perlehyacint i haver med børn. Tal med børnene om den, og hold de mindste under opsyn. Sart hud kan blive irriteret ved berøring. Plantning
Plant dine perlehyacinter fra oktober til december før frosten. Så får løgene lov at få fat før vinteren, og så er de klar til at spire frem, så snart det bliver forår. Planten er let at holde, tåler frost og er ikke specielt kræsen med forholdene. Den klarer sig fint i almindelig havejord, men trives særligt godt i en luftig humusrig jord. Perlehyacint nyder sol og halvskygge, men kan også sagtens fungere som forårstegn under store træer. Plant dem i bælter eller klynger, og sæt 30-40 løg pr. m2 og skab et imponerende farveflor i foråret. Perlehyacint går særligt godt sammen med havens andre forårsblomster, særligt narcisser, vibeæg eller anemoner. Den stærke lilla er yndet sammen med en anden hvid blomst, eller omvendt - en hvid sort med en lilla makker. Perlehyacinten klarer sig fint i både potter og baljer. Pasning og formering
Uforstyrret spreder perlehyacinter sig naturligt med sideløg og antallet stiger år for år, og sådan har den det bedst. Vil du alligevel gerne formere den, kan du dele løgblokkene først på efteråret. Løget er velegnet til drivning, og har du købt dem i potter, kan du med fordel genbruge dem i haven. Del pottens løg op i nogle mindre klynger og plant dem ud, hvor du ønsker det. Hvis det er et drevet løg, kan der gå en hel sæson, før du får blomster at se, og blomsterne vil nok være en smule mindre, end dem du så da løget blev drevet frem indendørs. Perlehyacinter er afskæringsegnede, så tøv ikke med at skære en buket.