Blomster & Planter

Sådan dyrker du quinoaplante

AF: af Freja Bang Lyngbo
10.01.2023
Foto: Colourbox
Quinoa, Chenopodium quinoa, er en enårig plante, der oprindeligt stammer fra Sydamerika. Bliv klogere på pasning, pleje og høst af quinoafrø her.

Quinoa, Chenopodium quinoa, er en enårig græsagtig plante, der har sine rødder i Andesbjergene i Sydamerika, hvor den i flere tusind år var en vigtig del af inkaernes kost.

Herhjemme er det en forholdsvis ny afgrøde, men de senere år er det blevet mere normalt at dyrke planten i Danmark, og frøene, som planten udvikler, er med sit høje proteinhold blevet en populær spise.

Foruden et højt proteinindhold har frøene en aminosyresammensætning, som ikke findes i andre korn- eller sojaprodukter, og som gør quinoa særligt interessant for vegetarer og glutenallergikere. Quinoa ikke en kornsort, men tilhører amaranth-familien. Bladene er spinatlignende og kan nydes som salat.

Dyrkning af quinoaplante

Selvom der er langt fra Andesbjergene i Sydamerika til det kølige klima på vores breddegrader, kan det sagtens lade sig gøre at dyrke quinoaplanten herhjemme. Den kan endda tåle frost i kortere perioder.

Planten er en nøjsom afgrøde, der stiller få krav til vand og næringsstoffer, og den er derfor oplagt at dyrke økologisk. Medmindre du har et meget stort areal til rådighed, skal du dog nok ikke skal regne med at få betragtelige mængder frø ud af den.

Quinoaplanten bliver cirka halvanden meter høj, og bladenes farve skifter fra grønlige til rød-orange, i takt med at planten vokser og begynder at sætte blomster.

Tjek frøenes spiredygtighed

Har du quinoafrø liggende? I videoen herunder kan du se, hvordan du tjekker spiredygtigheden på dem.

Såning af quinoa

Quinoafrø skal sås på friland fra slutningen af april og frem til juni. Så frøene i 1-2 cms dyvde i rækker med cirka 25-50 cm mellemrum, så planterne har god plads til at udvikle sig. Quinoaplanten trives i almindelig havejord, men kan også klare sig i mager og sandet jord.

Høst af quinoa

Frøene kan høstes tre-fire måneder efter såning. Lad dem tørre ud, og vask dem grundigt inden kogning.

Sådan tilbereder du quinoafrø

Skyl quinoafrøene grundigt inden kogning, og kog 1 del quinoa i 2 dele vand i 15-20 minutter. Brug dem som alternativ til ris, couscous og bulgur. Du kan også riste quinoa i olie sammen med chili, spidskommen og hvidløg og herefter tilsætte bouillon.

Leder du efter opskrifter med quinoafrø? På vores søsterside spisbedre.dk finder du 24 lækre opskrifter med quinoa.

Kilde: Havenyt, Naturstyrelsen

Sponsoreret indhold