Bonderoser og silkepæoner kender de fleste nok, men mere ukendte er træpæoner og itoh-hybrider. De fås i mange farver og er mere buskede med fliget løv og store, sofistikerede blomster. Planter du dem sammen med staudepæonerne, kan du strække blomstringssæsonen fra april til juli.
Pæonernes blomster er beskrevet helt tilbage til 600 år f.Kr. og har spillet en stor rolle i orientalsk kunst og mytologi. Kina har endda kåret træpæonen som landets nationalblomst, og i både Kina og Japan fejres dens korte blomstring hvert år med folkelige festivaler.
De første træpæoner, Paeonia moutan, kom til Europa i slutningen af 1700-tallet, og herefter fulgte silkepæonerne, Paeonia lactiflora, H7. Det var primært bonderoserne, Paeonia officinalis, H8, der blev dyrket som lægeplanter af munkene i klosterhaverne og som prydplanter i herregårdshaverne.
Træpæoner er en gruppe bestående af enkelte arter, der til gengæld er krydset på alle tænkelige måder indbyrdes. Der er fremavlet et væld af hybrider i buskform med flot, fliget løv og store, imponerende blomster med silkepapirtynde kronblade. Buskene har træede grene, og de fleste bliver en-tre meter i højden og bredden. Nogle af de tidligste træpæoner starter blomstringen allerede i maj, alt efter hvor lunt foråret er.
Træpæoner er lidt sartere over for blæst og sygdomme end andre sorter af pæon, men sørger du for den rette placering og pasning, kan du sagtens få succes med dem. De er lidt langsomme startere, men når de først har etableret sig efter nogle år i haven, bliver busken blot smukkere for hver sæson.
De fleste træpæoner har imponerende støvdragere og store kronblade, der kan være flerfarvede med pletter eller striber. Blomstringen er kort og varer kun i otte-10 dage for de fleste træpæoner. Efter blomstringen kan man glæde sig over det smukke, fligede løv, der ofte får flotte efterårsfarver.
Indtil midten af 1900-tallet fandtes der ingen gule blomster blandt staudepæonerne, og det var først i 1948, at det lykkedes for japaneren Toichi Itoh at fremavle en sådan. Derfor blev senere krydsninger mellem træpæoner og staudepæoner opkaldt efter ham, og de kaldes i dag for itoh-hybrider.
Itoh-hybriderne er robuste buske på ca. en meter, der starter blomstringen lidt senere end de første træpæoner. De har arvet de bedste egenskaber fra staudepæonernes robusthed og træpæonernes store, imponerende blomster og smukke, fligede blade. Itoh-hybriderne er en tredjedel staudepæon og to tredjedele træpæon.
Liste over gode sorter af itoh-hybrider til haven.
De findes i mange forskellige gule nuancer med flotte aftegninger, men de er efterhånden blevet fremavlet i alle farver og nuancer undtagen blå. Itoh-hybriderne blomstrer i to-tre uger og er meget nemme og robuste planter, der stort set ingen sygdomme får.
Du kan klippe itoh-hybridernes øverste urteagtige løv væk om efteråret, så det kun er de nederste, træede grene, der står tilbage gennem vinteren. Men du kan også klippe planten helt ned som staudepæoner, og så vil de skyde fra bunden igen om foråret.
Alle pæoner foretrækker en solrig placering med minimum fem-seks timers sol om dagen. De trives bedst i kalkrig muldjord, der er veldrænet, og med en pH-værdi mellem 6 og 7. Planterne må ikke stå med blivende vand omkring rødderne, især ikke i vinterperioden, for så vil de rådne væk.
Træpæonerne foretrækker en løs og let jord, hvorimod itoh-hybriderne og staudepæonerne trives i en mere leret jord. Træpæonerne er sartere over for svampeangreb fra pæongråskimmel, Botrytis paeoniae, end itoh-hybriderne, der er mere robuste og sjældent bliver angrebet. Derfor er det en god idé at plante træpæonerne med god afstand mellem hver plante, omkring en meter eller mere.
De tidligst blomstrende træpæoner skal gerne stå beskyttet på en vestvendt vokseplads, så den sene nattefrost og morgensol om vinteren ikke frysetørrer og beskadiger de tidlige skud. Itoh-hybrider og staudepæoner bryder sig heller ikke om for voldsom blæst.
Efteråret i perioden fra september til november er det bedste tidspunkt at plante pæoner, men også februar-marts. Barrodsplanter uden jord skal plantes om efteråret, så de kan nå at danne friske rodhår inden forårets nyvækst.
Plant ikke pæoner, hvor der for nylig har stået pæoner, da der kan være sygdomssmittede rødder i jorden. Ellers skal jorden forbedres med ny jord. Læg 10 cm groft grus eller lecakugler i bunden af plantehullet, så der er godt dræn. Bland havejorden med omsat kompost, og tilsæt et par håndfulde kalk.
Staudepæoner skal plantes, så de øverste skudknopper kun er dækket af to-tre cm jord. Itoh-hybrider skal plantes i samme dybde som staudepæoner, men kan godt have et par skudknopper siddende over jorden. Træpæoner skal plantes noget dybere end de øvrige, gerne med podestedet 10 cm under jorden. Træpæoner er podet på knolden af en staudepæon, så plantes den for højt, kan staudepæonknolden begynde at skyde.
Liste over gode sorter af træpæoner til haven.
Itoh-hybrider og staudepæoner kan flyttes og omplantes, men det skal ske i september-oktober. Del rodklumperne i stykker med tre-fem skud på hver. Træpæoner skal helst ikke flyttes, men det kan gøres i oktober og kun, hvis der er basisskud nok på planten.
Pæoner er nøjsomme og behøver kun gødning én gang om året, men pæondyrkere har gode resultater med at dele gødningen i to omgange – første gang i marts-april og anden gang lige efter afblomstring. Gød med langtidsvirkende gødning med lavt kvælstofindhold, eller læg et to cm tyndt kompostlag på jordoverfladen, uden at det kommer i kontakt med stængler eller nye skud.
Træpæoner blomstrer kun i otte-10 dage, så man kan med fordel plante dem i store potter eller kar de første år, så planten kan flyttes til en mere diskret placering, når den er afblomstret. Planten er dog mere udsat for frost i en potte, så dæk den til, eller opbevar den beskyttet i en garage eller lunt under et halvtag gennem vinteren.
Potten skal være mindst 30 cm i højden og bredden, men gerne større. Der skal være drænhuller og lægges et fem-10 cm grus- eller lecalag i bunden. Plant om til større kar eller tønder i marts efter behov. Fjern evt. bunden af karret, så planten får jordkontakt. Står busken i en stor potte eller et stort trækar, plantes den ud i bedet efter fem-seks år.